213
Pavlus's Brev til Galaterne, 2. Kap.
Loven for Loven, for at jeg maa leve for Gud[1]. Med Kristus er jeg korsfæstet[2]; og saa er det ikke mere mig, der lever, men Kristus lever i mig; og hvad jeg nu lever i Kjødet, lever jeg i Guds Søns Tro, han som elskede mig og gav sig selv hen for mig. Jeg ophæver ikke Guds Naade; thi er Retfærdighed ved Lov, da er jo Kristus død for intet[3].
- ↑ At Kristus ikke er "en Syndens Tjener", godtgjør Pavlus nu yderligere i V. 19. 20, idet han i Modsætning til Peders Vaklen udtaler sit (det rette kristne) Stade, som er, at være død for Loven og leve for Gud, ikke selv at leve, men at Kristus lever i os ved Troen. — Thi jeg døde for Loven (ordret: for Lov), saa at ingen udvortes Lov har mere af mig at kræve, jeg er frigjort fra den. Og dette skete ved Loven (ordret: ved Lov), idet Loven blev mig en "Opdrager til Kristus" (3, 24). (Hvorledes dette gik til, skildres Rom. 7, 7-25). Men denne Frigjørelse fra Loven er ikke "Lovløshed", Frihed til at gjøre, hvad man lyster; nej den skal føre os til den rette Lydighed, til at leve for Gud (se Rom. 6, 11-23). Tanken i V. 19, smlg. Rom. 7, 1-6.
- ↑ Ved sin Korsfæstelse frikjøbte Kristus os fra Loven og Lovens Forbandelse (se 3, 13; 4, 5); derfor ere vi ved vor Daab til Livssamfund med ham korsfæstede med ham og afdøde fra Loven og dens Krav; se Rom. 6, 3-6. Men saa er det ikke længer vort eget Jeg, vort naturlige Selv, der skal leve og raade; nej, det maa vi "miste", om vi skal følge Kristus efter (se Mt. 16, 24-26), saa han lever i os, hans Vilje og Kjærlighed hersker i os. (Den der vil frelses ved Loven, lever sig selv, hvilket Peder havde vist ved at rette sig efter de Jødekristnes falske Krav, for at undgaa deres Domme).
- ↑ Dersom Retfærdighed (for Gud) skal faas ved Lov, ɔ: ved vor Lovopfyldelse, saa er Guds Naade ophævet (sat ud af Kraft, afskaffet), thi saa er Kristus død for intet, han "har ikke noget for" sin Død, har ikke dermed vundet os Guds Naade og Frelse.
ningerne som fra noget lovstridigt, viste jo, at han ved at søge Retfærdiggjørelsen i Kristus, uden Lovs-Gjerninger, selv fandtes at være en Synder, havde stillet sig i Klasse med de "lovløse" hedenske "Syndere" (V. 15). Men viser det sig saa herved, at Kristus er en Syndens Tjener, ɔ: at han ved sit Evangelium fører Mennesker til at blive Lovbrydere? (hvilket vilde være Tilfældet, hvis Loven endnu var nødvendig til Frelse). Ingenlunde! Thi (V. 18) naar en igjen opbygger det, han har nedbrudt (sætter Loven i Kraft, efter at han har erklæret den for afskaffet; jfr. Ef. 2, 14), saa viser han dermed, at han selv endnu staar under Loven (udenfor Kristus), og at han var en Lov-Overtræder, naar han før levede uden Hensyn til Loven.
