Denne side er blevet korrekturlæst
216
Pavlus's Brev til Galaterne, 3. Kap.
bandelse, idet han blev en Forbandelse for os (thi der er skrevet[1]: "Forbandet er hver den, som hænger paa et Træ"), for at Abrahams Velsignelse kunde i Kristus Jesus komme til Hedningerne, for at vi kunde modtage Forjættelsen om Aanden ved Troen[2].
Brødre,[3] jeg taler paa Menneskevis[4]. Ingen ophæver jo dog et Menneskes Arvepagt, som er stadfæstet, eller sætter noget til den. Men Forjættelserne bleve tilsagte Abraham og hans Sæd[5]. Han siger ikke: "og Sædene", som om
- ↑ 5 Mos. 21, 23.
- ↑ Naar vi faa den Hellig-Aand, opfyldes paa os Guds Forjættelse fra den gl. Pagt om Livet i Gud under den ny Pagt (se Lk. 24, 49). Men det er Guds Raad, at vi, baade Jøder og Hedninger, skulle modtage denne Forjættelse (ɔ: faa den opfyldt, Hebr. 9, 15 = faa den forjættede Aand), ikke ved Lovs-Gjerninger, men ved Troen, saaledes som Galaterne selv havde oplevet det; se V. 2. 5.
- ↑ I V. 15-29 godtgjør Ap. gjennem en ny Bevisførelse, at vi have nok i Troen og ikke behøve Loven til Frelse, eftersom vi ved Troen og Daaben ere blevne iførte Kristus og i ham ere blevne Guds Børn og Arvinger til Abrahams Velsignelse. — Saa lidt som nogen med Rette kan ophæve eller ændre en retsgyldig menneskelig Arvepagt (Testament), ligesaa lidt kan Guds Forjættelses Pagt, der udtrykkelig forudsætter, at der kun er én Frelsesvej for alle, ophæves af Loven, som er langt senere end Forjættelsen (V. 15-18). Loven er given midlertidig, for Overtrædelsernes Skyld, ikke for at ophæve Forjættelsen, men for at opdrage Israel til dens Opfyldelse i Kristus, ved Troen (V. 19-25). De der have naaet til Troen, ere ikke under Loven, men ere Guds frie Sønner og Arvinger til Velsignelsen (V. 26-29).
- ↑ d. e. jeg drager en Slutning fra de sædvanlige menneskelige Livsforhold; jfr. 1 Kor. 9, 8.
- ↑ Forjættelserne (baade om Velsignelsen, 1 Mos. 22, 18, og navnlig om Besiddelsen af Kanaan, Forbilledet paa det himmelske Fædreland, 1 Mos. 13, 15; 15, 18) bleve tilsagte, ɔ: de hvilede blot paa Guds Tilsagn, uden at kræve nogen Ydelse eller Gjerning fra Menneskers Side. I det følgende vises, at dersom Loven var en Ophævelse af eller en Tilføjelse til Forjættelsens Pagt, saa blev der to Abrahams "Sæde" (Ætter), thi Vilkaaret for at faa Del i Velsignelsen blev da et andet efter Lovens Givelse end før den. Men naar der ikke siges: Sædene,
der var forskudt af Gud (jfr. Mt. 27, 46). Dette skete, for at (V. 14) Hedningerne i Kristus og ved Troen skulde frelses; thi ved Korsets Død har Kristus nedbrudt Lovens Skillemur mellem Jøder og Hedninger (se Ef. 2, 14-18).
