Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/230

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

220

Pavlus's Brev til Galaterne, 4. Kap.

kom[1], udsendte Gud sin Søn[2], født af en Kvinde, født under Lov[3], for at han skulde frikjøbe dem, som vare under Lov, for at vi skulde opnaa Sønneretten[4]. Men fordi I ere Sønner, har Gud udsendt i vore Hjærter sin Søns Aand, som raaber: Abba, Fader! Altsaa er du ikke længer Træl, men Søn; og er du Søn, er du ogsaa Arving ved Gud[5]. Fordum derimod, da I ikke kjendte Gud, trællede I for de Guder, som ikke ere det af Natur[6]; men nu, da I have lært Gud at kjende, eller rettere, da I ere kjendte af Gud[7], hvor kunne I saa igjen vende tilbage til den

    at "tilbede Gud i Aand og Sandhed" (Joh. 4, 23). Kun i Kristus lære vi dette og faa Magt dertil; thi kun ved ham faa vi den Hellig-Aand, den frie Sønnerets Aand. Ogsaa Moseloven med dens udvortes Bud var, naar den tages for sig selv bortset fra Forjættelsen, en saadan "Verdens Børnelærdom"; den var kun et "Gjærde" om Forjættelsen og om det Folk, som havde Forjættelsen; derfor var den midlertidig og bestemt til at bortfalde, naar dens Opdrager- og Formynder-Gjerning var til Ende og Forjættelsen opfyldt.

  1. I Udtrykket Tidens Fylde ("den af Faderen fastsatte Tid", V. 2), lignes Tiden ved et Kar, som fyldes Draabe efter Draabe, indtil det bestemte Punkt, da det bliver fuldt.
  2. Han var altsaa til som Guds Søn, inden han blev Menneske.
  3. d. e. født som Menneske, og født som Israelit.
  4. Mennesker lagdes under Lov (bleve lovbundne), fordi de ikke opfyldte den (3, 19); thi den, der opfylder Loven, er ikke under, men med og i Loven. Men ligesom Kristus gav sig under Lovens Forbandelse for at frikjøbe de lovbundne fra denne (3, 13), saaledes gav han, den syndfri, sig ogsaa under Lov, for at kjøbe de lovbundne fri fra Lovens Aag, og for derved at nedbryde Skillemuren mellem Jøder og Hedninger, saa at vi (alle, som tro) kunde opnaa Sønneretten, blive adopterede, antagne som Guds frie Sønner i ham (se Rom. 8, 15 Anm.).
  5. Her vender Ap. sig til hver enkelt i Menigheden: du er Søn og Arving (til Forjættelserne og Guds Rige), dog ikke ved dine egne Gjerninger, men ved Gud, ɔ: Gud har virket det ved sin Søn.
  6. Afguderne vare ikke Guder af Natur, ɔ: i sig selv, men Mennesker havde gjort dem dertil. For disse trællede Hedningerne, thi forsaavidt de ikke tog Livet i Letsindighed, levede de i en stadig Frygt for Gudernes "Avindsyge", som ikke vilde taale, at Mennesker bleve for lykkelige.
  7. Vor Erkjendelse af Gud er altfor stykkevis, til at den skulde veje noget; men hvad der har Vægt og Betydning er, at Gud kjender og har vedkjendt sig os; jfr. 1 Kor. 8, 2. 3.