234
Hilsenen (1, 1), for at Overbringeren Tykikos senere skulde tilføje det. Men da Efeser-Menigheden var Midtpunktet for dem alle, er Brevet snart kommet til at bære Navn efter den alene.
Brevet falder, som de fleste af Pavlus's Breve, i to Hovedafsnit, et belærende (Kap. 1—3) og et formanende (Kap. 4—6). Efter den sædvanlige Hilsen begynder Apostelen med en ophøjet Lovprisning for Guds evige Naades-Raadslutning, som i Tiden er fuldbyrdet i Kristus, for at samle alt i Himmel og paa Jord til én Menighed, hans Naades Herlighed til Lov (Kap. 1, 1-14). Dernæst beder han, at Gud ved sin Aand vil lære Læserne ret at kjende denne Naade (1, 15—19), hvis Storhed viser sig i den Kraft, Gud har øvet for at frelse dem (1, 20—2, 10), i den herlige Fællesarv med de hellige, som de nu have faaet Del i (2, 11-22), og i det rige Haab, som de ere kaldede til, for hvilket Gud skal have Æren i Menigheden i al Evighed (3, 1-21). Derefter formaner han dem til at vandre den Naade værdig, som de ere kaldede til, dels ved i Menighedslivet at bevare Enheden (4, 1-16), dels ved hver enkelt at sky Hedningernes syndige Levned, og derimod at vandre som Guds Børn (4, 17—5, 21), dels ved at leve et kristeligt Husliv hver i sin Stilling (5, 22—6, 9), hvornæst han sammenfatter alt andet i Formaningen til at stride de Kristnes Strid (6, 10-20), og slutter med et Velsignelsesønske (6, 21-24).
