282
og paa, at Gud selv i ham har fuldbragt den Forsoning og Gjenløsning, hvorpaa al vor Frelse grunder sig; vi kunne i en Sum betegne som Brevets Indhold: al vor Frelse har sin Grund i Kristus, og hele Kristenlivet er et Liv i Kristus.
Nærmere set er Indholdet følgende. Efter en Tak til Gud for den Frugt, Evangeliet har baaret hos Kolossenserne, og en Bøn om, at de fremdeles maa vokse i Erkjendelse af Guds Vilje og hans Naade i Kristus (Kap. 1, 1-14), viser han dem, hvem Jesus Kristus er: den usynlige Guds Billede, ved hvem alt i Himmel og paa Jord er skabt, og i hvem Gud har forligt Verden med sig; denne Frelse have ogsaa Kolossenserne faaet Del i ved det Evangelium, som de havde modtaget, Og for hvis Udbredelse Pavlus nu maa lide i sit Fangenskab (Kap. 1, 15-29). Saa formaner han dem til at vandre i Kristus, idet de holde fast ved den Tro, de have modtaget, og ikke lade sig lede vild af Vranglærerne; thi i Kristus have de alt, hvad der hører til Liv og Salighed, mens hine ville føre dem bort fra ham (Kap. 2). Derfor skulle de, som oprejste med Kristus og som de, der have alt i ham, aflægge Synden og leve et nyt Levned i ham, hver i sin Stilling (Kap. 3, 1—4, 6). Endelig sluttes med personlige Meddelelser og Hilsener (Kap. 4, 7-18).
Brevet er skrevet under Apostelens Fangenskab i Rom (Aar 62—64) ved samme Tid som Efeserbrevet, og det blev ligesom dette overbragt af Tykikos (4, 7). Disse to Breves Indhold ligner meget hinanden, saaledes at Brevet til Kolossenserne til Dels kunde siges at være en forkortet Gjengivelse af Efeserbrevet, og kun de Afsnit i 1 og 2 Kap., hvor Apostelen tager særligt Sigte paa Vranglærerne, ere egentlig ejendommelige for Kolossenserbrevet.
