Denne side er blevet korrekturlæst
Pavlus's første Brev til Tessalonikerne.
1ste Kapitel.[1]
Pavlus og Silvanus[2] og Timoteos hilse Tessalonikernes Menighed i Gud Fader og Herren Jesus Kristus[3]. Naade være med eder og Fred!
Vi[4] takke Gud stadig for eder alle, naar vi omtale eder i vore Bønner, idet vi uafladelig ihukomme eders Virksomhed i Troen og eders Arbejde i Kjærligheden og eders Udholdenhed i Haabet paa vor Herre Jesus Kristus for vor Guds og Faders Aasyn[5]. Thi, af Gud elskede Brødre, vi kjende eders Udvæl-
- ↑ Første Afsnit, Kap. 1—3: Det personlige Mellemværende mellem Pavlus og Tessalonikerne.
Kap. 1: Efter en Hilsen (V. 1) udtaler Ap. sin Tak til Gud for Menighedens levende Tro, Kjærlighed og Haab, Frugten af Evangeliet, som de havde modtaget med en saadan Glæde, at de vare blevne et Forbillede for andre, og Rygtet om deres Omvendelse til Troen var naaet vidt omkring (V. 2-10). - ↑ Silvanus er den samme, som i Ap. Gj. nævnes med det afkortede Navn Silas; se 2 Kor. 1, 19.
- ↑ Menigheden har sit Liv i Faderen og Sønnen (ved den Hellig-Aand); jfr. 1 Joh. 1, 3; 2, 24; Joh. 17, 3.
- ↑ Dette Vi kan efter Omstændighederne snart forstaas om Pavlus alene (= jeg), snart om ham, Silvanus og Timoteos i Forening; se 2 Kor. 1, 4 Anm.
- ↑ Deres Kristenliv lægger sig for Dagen i sine tre Dyder (Grundkræfter), Troen, der viser sig i Virksomhed (virksom Lydighed mod Herren), Kjærligheden i Arbejde paa andres Frelse, og Haabet i Udholdenhed under Nutidens Trængsler (jfr. 5, 8; 1 Kor. 13, 13). Og hele dette deres Kristenliv leve de for vor Guds og Faders Aasyn, altsaa i fuld Hjærtens Oprigtighed (2 Kor. 2, 17).
