Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/315

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

305

Pavlus's første Brev til Tessalonikerne, 2. Kap.

Nej, vi færdedes i Mildhed midt iblandt eder; ret ligesom en Moder opammer sine egne Børn[1], saaledes vilde vi gjærne, af inderlig Ømhed imod eder, meddele eder ikke alene Guds Evangelium, men ogsaa vore egne Sjæle[2], efterdi I vare blevne os saa kjære. I mindes jo, Brødre, vort Slid og vor Møje: Nat og Dag arbejdede vi[3] for ikke at tynge paa nogen af eder, medens vi prædikede Guds Evangelium for eder. I ere Vidner og Gud, hvor helligt og retfærdigt og ulasteligt vi færdedes med eder, som tro, ligesom I vide, hvorledes vi formanede hver og en af eder, som en Fader sine Børn, og talte eder til Hjærte og vidnede, at I skulde vandre Gud værdig[4], ham som kaldte eder til sit Rige og sin Herlighed.

Og derfor[5] takke ogsaa vi Gud uafladelig, fordi da I modtoge Guds Ord, som I hørte af os, optoge I det ikke som et Menneske-Ord, men som, hvad det i Sandhed er, et Guds-Ord, der ogsaa viser sin Kraft i eder, som tro. Thi I, Brødre, have stræbt at ligne Guds Menigheder, som ere i Judæa i Kristus Jesus, idet ogsaa I af eders egne Landsmænd have lidt det samme[6], som ogsaa de have lidt af Jøderne, der baade have ihjelslaget Herren Jesus og have forfulgt Profeterne og os[7] og ikke tækkes Gud og ere Modstandere af alle

    stel-Myndighed anerkjendt saaledes, at de maatte underholde ham (se V. 9). Dette kunde for en udvortes Betragtning have øget hans Anseelse; jfr. 2 Kor. 11, 7; 12, 13.

  1. Et skjønt Billede paa den, der kun vil give, ikke tage.
  2. d. e. vort eget Selv, vor hele Personlighed (se Mt. 16, 25. 26 Anm.), vare vi rede til at meddele eder, give hen til at tilhøre og tjene eder.
  3. Se 1 Kor. 4, 12 Anm.
  4. Jfr. Ef. 4, 1.
  5. Derfor, fordi vor Færd iblandt eder var, som skildret V. 1-12, derfor takke vi Gud, fordi I derved bleve førte til, ikke at blive Menneske-Disciple, men at tilhøre Gud.
  6. Ordet viste sin Guddomskraft i dem deri, at de kunde taale at lide for dets Skyld.
  7. Jfr. Ap. Gj. 7, 52. — At Ap. her gaar over til at tale om Jødernes Fjendskab mod Evangeliet, uagtet V. 14 viser, at det var Tessalonikernes "egne Landsmænd", som voldte deres Trængsel, dette viser utvivlsomt, at det var Jøderne, som vedbleve at opegge Hedningerne mod Menigheden, ligesom de havde gjort det, medens Ap. var der (Ap. Gj. 17, 5).