Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/316

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

306

Pavlus's første Brev til Tessalonikerne, 2. 3. Kap.

Mennesker, idet de, for at fylde deres Synders Maal til enhver Tid, hindre os i at tale til Hedningerne, for at de kunne frelses. Men Vreden er kommen over dem fuldt ud[1].

Men da vi, Brødre,[2] for en stakket Tid vare blevne eder berøvede[3], personlig, men ikke i Hjærtet, gjorde vi os med stor Attraa des mere Flid for at faa eder personlig at se. Thi vi havde i Sinde at komme til eder, — jeg Pavlus baade én og to Gange, — men Satan hindrede os deri[4]. Thi hvem er vort Haab eller vor Glæde eller Hæders-Krans[5], naar ikke ogsaa I ere det for vor Herres Jesu Aasyn i hans Tilkomst? I ere jo vor Ære og Glæde.

3dje Kapitel.

Derfor, da vi ikke længer kunde udholde det, besluttede vi at blive ene tilbage i Atén, og vi sendte Timoteos[6], vor

  1. Enhver tidligere Slægt til enhver Tid har gjort sit til, at Jødefolkets Syndemaal kunde fyldes (Mt. 23, 32); men den nuværende Slægt fylder det helt ved sit Fjendskab mod Evangeliet og ved at ville hindre dettes Komme til Hedningerne. Derfor er ogsaa Guds Vrede kommen over dem (jfr. Lk. 21. 23; Rom. 2, 5) og kommen fuldt ud, saa Folket ikke længer kan undgaa den, selv om dens Aabenbarelse endnu udsættes en lille Tid. Hvad Ap. her skriver, det samme udtalte han i Gjerning paa sine Missionsrejser, hvor han stadig vendte sig fra Jøderne, saa snart de vilde hindre ham i at føre Hedningerne ind i Menigheden; se Ap. Gj. 13, 45 ff. o. a.
  2. Kap. 2, 17—3, 13: Ap. fortæller, hvor længselsfuld han havde været efter at komme tilbage til Tess. (2, 17-20), hvorledes han havde sendt Timoteos for at styrke dem under deres Trængsler (3, 1-5), Og hvor glad han var bleven ved de Efterretninger, denne bragte ham (V. 6-10), hvorpaa han slutter med Bøn for dem (V. 11-13).
  3. Ordret: vi vare blevne barnløse for eder, et Udtryk for hans inderlige Kjærlighed til dem; se V. 7 og 11.
  4. Hvorledes Satan havde hindret ham, vide vi ikke (maaske ved Jødernes Efterstræbelser, maaske ved Sygdom).
  5. Jfr. Fil. 4, 1.
  6. I Ap. Gj. 17, 15 fortælles, at da Pavlus var kommen til Atén, sendte han derfra Bud til Silas og Timoteos, som vare blevne i Berøa, at de snarest skulde komme til ham, men der siges ikke noget om, at dette ogsaa skete, førend der i Ap. Gj, 18, 5 fortælles, at de kom til