Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/319

309

Pavlus's første Brev til Tessalonikerne, 4. Kap.

forurette og bedrage sin Broder i nogen Sag; thi Herren er en Hævner over alt saadant, ligesom vi ogsaa før have sagt eder og udtrykkelig vidnet. Thi Gud kaldte os ikke til Urenhed, men til Helliggjørelse^[1]. Derfor altsaa, hvo som forkaster dette, forkaster ikke et Menneske, men Gud, som ogsaa giver sin Hellig-Aand i eder^[2].

Men om Broderkjærligheden have vi ikke behov at skrive^[3] til eder; thi I ere selv oplærte af Gud^[4] til at elske hverandre; det gjøre I jo ogsaa mod alle Brødrene i hele Makedonien. Men vi formane eder, Brødre, til at gjøre ydermere Fremgang og til at sætte eders Ære i at leve stille og passe hver sit og arbejde med eders Hænder, ligesom vi paabøde eder^[5], for at I maa vandre sømmelig for dem udenfor^[6] og ikke trænge til nogen.

Men vi ville ikke, Brødre,^[7] at I skulle være uvidende med

løshed, at de ikke kjende Gud og derfor kun have det jordiske og den jordiske Nydelse for Øje; jfr. Rom. 1, 21-25; Ef. 4, 18. 19 Anm.

1. Ordret: i Helliggjørelse (eller: Helliggjorthed), ɔ: til at leve i Helliggjørelse.
2. Gud giver eder stadig sin Hellig-Aand, for at han skal føre eder til Helliggjorthed; derfor vil det at forkaste disse Formaninger ej alene være at forkaste Gud, som kaldte eder til Hellighed, men ogsaa at "bedrøve den Hellig-Aand". Ef. 4, 30.
3. Andre læse: have I ikke behov, at man skriver.
4. Oplærte af Gud, ved den Hellig-Aand (Hebr. 8, 11).
5. Der er en tilsyneladende kristelig Iver, som viser sig i Lyst til at gjøre Opsigt med sin Kristendom og i at have travlt med andres Forhold, medens man forsømmer sin egen jordiske Gjerning, og denne Skjævhed havde faaet Indgang blandt Tess. (jfr. 2 Tess. 3, 6-12). Man mener ofte, at den var en Følge af, at de ventede Herrens Dag som nær forestaaende; men derom skriver Ap. aldeles intet (jfr. Mt. 24, 45 Anm.). Derimod minder han dem om, at Kristenlivet og Broderkjærligheden skal vise sig i at leve stille, uden at søge at gjøre Opsigt (1 Tim. 2, 2), og passe hver sit, ikke blande sig i andres Sager (1 Ped. 4, 15; 2 Tess. 3, 11), og ikke at ligge Brødrene til Byrde, men arbejde med sine Hænder for sit Udkomme (Ap. Gj. 20, 34; Ef. 4, 28).
6. Jfr. Fil. 2, 15; 4, 8; Tit. 2, 8-10; 1 Ped. 2, 12 o. a.
7. Kap. 4, 13—5, 11: Om de hensovede troende og om Herrens Dag. — De hensovede troende skulle ikke staa tilbage for dem, der opleve Herrens Tilkomst, thi de skulle opstaa og saa med disse være altid