Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/323

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

313

Pavlus's første Brev til Tessalonikerne, 5. Kap.

Men vi bede eder, Brødre,[1] at paaskjønne dem, der arbejde iblandt eder og ere eders Forstandere i Herren og paaminde eder[2], og at holde dem særdeles højt i Kjærlighed for deres Gjernings Skyld. Holder Fred indbyrdes. Og vi formane eder, Brødre: paaminder de uordentlige, trøster de modfaldne, tager eder af de skrøbelige, værer langmodige mod alle. Ser til, at ingen gjengjælder nogen ondt med ondt, men higer stadig efter, hvad godt er, imod hverandre og imod alle[3]. Værer glade til enhver Tid, beder uafladelig, takker under alle Kaar[4]; thi dette er Guds Vilje med eder i Kristus Jesus. Udslukker ikke Aanden, ringeagter ikke Profetier; men prøver alt, fastholder det rette; holder eder fra enhver Slags ondt[5]. Men han selv, Fredens Gud, hellig-

    Vaagenhed og Søvn: enten Herren kommer ved Dag eller Nat (eller maaske: enten vi til den Tid, da han kommer, ere blandt de levende eller blandt de hensovede); — i alle Tilfælde er det Guds Bestemmelse med os, at vi skulle leve sammen med Jesus (se 4, 17). Det kommer saa an paa, om vi ville give os og vort Levned ind under denne Guds Bestemmelse.

  1. V. 12-24: Forskjellige Formaninger (V. 12-22) og Ønske om, at Gud vil hellige dem aldeles til Kristi Tilkomst (V. 23. 24).
  2. Ap. taler her om de forskjellige Sider af "Biskoppernes" (ɔ: de Ældstes, Præsternes) Gjerning. Den urolige aandelige Travlhed, som han advarer imod i 4, 11, har maaske bragt nogle til at tilsidesætte deres Forstandere og Lærere (smlg. Gal. 6, 5; Hebr. 13, 17; 1 Ped. 5, 5).
  3. Jfr. Rom. 12, 17-21; Gal. 6, 10.
  4. Jfr. Fil. 4, 4-7. I skulle være glade til enhver Tid over alt det gode, I som Guds Børn have at glædes over, og under alle Kaar takke derfor (se Ef. 5, 20), saa I ikke stirre eder blinde paa eders Modgang og Trængsel. — Udaf den kristelige Glæde, som holdes i Live ved stadig Bøn og Taksigelse, udspringer den Dygtighed til at skikke sig kristelig mod andre, som der tales om V. 12-15.
  5. V. 19-22 taler om de Aandens Naadegaver, som fandtes eller kunde fremkomme i Menigheden (smlg. 1 Kor. 12, 7-11). Udslukker ikke Aandens Lue hos eder selv (ved Verdslighed, eller ved selvraadig at holde fast paa eders egne Tanker og Indfald); ringeagter ikke Profetier, som andre fremføre baarne af Aanden; men prøver alt, hvad der fremføres af aandelig Tale (prøver og bedømmer Aanderne, 1 Kor. 14, 29; 1 Joh. 4, 1), og fastholder, hvad I ved denne Prøvelse finde ret. Men det onde, af hvad Slags det end er, og hvad Udseende det end har (2 Kor. 11, 14), skulle I holde eder fra.