Hyrdebrevene.
De tre følgende Breve til Timoteos og Titus danne en særegen lille Kreds for sig, idet de ikke ere skrevne til Menigheder, men til Menighedsforstandere, og indeholde Formaninger, Anvisninger og Raad til disse for deres Gjerning. Man har derfor fra gammel Tid kaldt dem "Hyrdebrevene" (Pastoralbrevene). Timoteos og Titus vare Disciple af Pavlus og havde i mange Aar været hans trofaste Medarbejdere; men det personlige Forhold, hvori han stod til dem, kommer ikke meget til Orde i disse Breve, navnlig ikke i 1 Tim. og Tit; disse ere nemlig ikke fortrolige Privatbreve (som Br. til Filemon), men Embeds Skrivelser fra Apostelen til Mænd, som han havde sat i sit Sted til at styre og ordne de dem betroede Menighedskredse, og de ere derfor ikke bestemte til Vejledning for disse Mænd alene, men maaske nok saa meget for Menighederne, som de havde at tage vare paa, for at disse skulde se, at den Myndighed, de udøvede, var i fuld Samklang med Apostelen. Derimod er 2 Tim. af overvejende personligt Indhold, nærmest et Formaningsbrev til Timoteos personlig. Foruden det, som Timoteos og Titus havde at gjøre med at styre og ordne Menighedernes Forhold, havde de ogsaa begge at modarbejde en gnostisk Retning, paavirket af Jødedommen, væsentlig af samme Art, som tidligere var fremtraadt i Kolossæ (se Indl. til Kol. S. 280); men nu var den gaaet videre end den Gang, idet allerede adskillige vare faldne fra den kristne Tro (1 Tim. 1, 19; 6, 21; Tit. 1, 14). Disse Vranglærere hævdede, at Moseloven
