328
(Ap. Gj. 16, 1-3). Og fra den Tid af blev Timoteos en af hans trofasteste Ledsagere og Medhjælpere, vistnok den kjæreste af dem alle; naar Pavlus skulde have et vigtigt Hverv udført i Menighederne, hvor han ikke selv kunde komme, overdrog han det gjærne til Timoteos, hvis Ligesindethed han saa fuldt stolede paa (Fil. 2. 20), uagtet Timoteos ellers synes at have været af en temmelig bly og ængstelig Karakter og i saa Henseende meget forskjellig fra den brændende viljestærke Pavlus (se 1 Kor. 16, 10 f.; 1 Tim. 4, 14; 2 Tim. 1, 6. 7 o. a.). Senere møde vi ham alter hos Pavlus under dennes Fangenskab i Rom (Fill. 1, 1; Kol. 1, 1), hvorfra han sandsynlig er bleven sendt til Filippi (Fil. 2, 19), og han har saa, efter at have røgtet sit Ærende der, atter sluttet sig til Pavlus et Steds paa hans fjerde Rejse og fulgt ham til Efesos, hvor Ap. ved sin Bortrejse lod ham blive tilbage for at modarbejde Vranglærerne og styre Menigheden, sikkert ikke i denne By alene, men ogsaa i hele Provinsen Asien, som Efesos var Hovedstaden for. Her modtog Timoteos dette første Brev, saavidt kan skjønnes, i Eftersommeren 65, og formodentlig noget over et Aar senere det andet Brev, hvori Pavlus beder ham snarlig og inden Vinteren at komme til ham i Rom (2 Tim. 4, 9. 21). Om Timoteos har kunnet efterkomme denne Opfordring, og om han endnu har truffet Pavlus i Live, vide vi ikke. Den sidste Gang Timoteos omtales i N. T., er Hebr. 13, 23 (omtr. Aar 67), hvor der fortælles, at han var "løsladt"; men hvor og hvorledes han har været sat fast, er os aldeles ukjendt.
Ap. minder her først Timoteos om, hvorledes han skal træde op imod Vranglærernes Lærdomme og Lovvæsen, der stred imod det sande Evangelium (Kap. 1), og giver ham dernæst Forskrifter om, hvorledes der skal bedes i Menighedens Forsamlinger, og hvorledes Mænd og Kvinder derved skulle forholde sig (Kap. 2), samt hvad der maa udkræves hos Biskopper og Diakoner (Kap. 3, 1-13). Derpaa følger Forskrifter om hans Forhold til Menigheden i det hele, særlig overfor Vranglærernes selvvalgte Afholdenhed (Kap. 3, 14—4, 16), samt overfor Menighedens Medlemmer i deres forskjellige Stillinger (Kap. 5, 1—6, 2). Og endelig forskjellige Slutningspaamindelser (Kap. 6, 3-21).
