Brevet til Titus.
Om Titus's Person vide vi kun lidet; han nævnes mærkeligt nok ikke i Ap. Gj., men lejlighedsvis nogle Gange i Pavlus's Breve. Deraf se vi, at han var af græsk og hedensk Byrd, men var ført til Troen af Pavlus (Tit. 1, 4), sikkerlig en Tid før Aaret 51, thi i dette Aar tog Pavlus ham med sig til det betydningsfulde Møde med Apostlene og de Ældste i Jerusalem, hvor de Hedningekristnes Frihed fra Moseloven blev slaaet fast (se Gal. 2, 1-3; Ap. Gj. 15). Senere sendte Pavlus ham paa sin tredje Rejse to Gange i vigtige Hverv til Korintermenigheden (2 Kor. 7, 6 ff.; 8, 23). Og endelig se vi af dette Brev, at Pavlus paa sin fjerde Rejse havde ladet ham blive tilbage paa Kreta, for at ordne og styre Menighedsforholdene der paa Øen.
Kreta er en stor Ø i Middelhavet, Syd for Ægæerhavet, en Tredjedel større end Sjælland; den var i Oldtiden meget frugtbar og folkerig. Af hvem og naar Menigheden her blev grundlagt, vide vi ikke. Pavlus kom til Kreta i Efteraaret 61, da han blev sendt som Fange til Rom, og han laa da i længere Tid i Nødhavn paa Øen (Ap. Gj. 27, 8. 9); men der omtales ikke, at der fandtes Kristne den Gang, heller ikke er det troligt, at den fangne Pavlus har kunnet forkynde Evangeliet der. Men af Br. til Titus se vi, at Pavlus paa sin fjerde Rejse atter kom dertil, og at der ved hans Afrejse derfra trindt om paa Øen fandtes Menigheder, som han selv havde begyndt at ordne, hvilket Værk han, da han maatte drage bort, havde overdraget Titus at fuldføre (Tit. 1, 5). Det kan
