374
tjenesten i Templet ved Siden af den kristne Menigheds Gudstjeneste, som holdtes i Husene (Ap. Gj. 2, 46). Ogsaa efter at Menigheden ved Kornelius's Omvendelse var bleven oplyst om, at Hedningerne havde Adgang til den kristne Tro uden først at gaa ind under Moseloven (Ap. Gj. 10 og 11), og efter at der paa Apostelmødet i Jerusalem var blevet udtalt, at Moseloven ikke gjaldt for Hedningekristne (Ap. Gj. 15), vedbleve de Kristne af jødisk Æt med Nidkjærhed at holde Loven og dens Skikke (Ap. Gj. 21, 20). Der kan ikke tvivles om, at mange have gjort dette af Hensyn til deres Landsmænd, for ikke at støde disse bort fra Evangeliet; men ligesaa sikkert have mange ment, at Moselovens Overholdelse var nødvendig til Frelse, ialfald for Jødekristne, saa at de altsaa toge Loven som et Frelsesmiddel ved Siden af Jesus Kristus og hans Frelsergjerning. Denne Tanke maatte tidligere eller senere føre dem til Frafald fra den kristne Tro; og Historien viser, at dette skete. Da Templet var lagt i Grus ved Jerusalems Ødelæggelse (Aar 70), maatte Offertjenesten nødvendig ophøre; men det overvejende Flertal af den hebraiske Kristenmenighed vedblev endda at holde sig til Moseloven, og faa Menneskealdre derefter fremtraadte iblandt dem "Ebjoniterne" med aabenlyst Frafald fra den kristne Tro, idet de lærte, at Jesus Kristus ikke var Guds enbaarne Søn, men et blot Menneske, en stor — eller den største — Profet, men hans Gjerning var kun at indskærpe og fuldstændiggjøre Moseloven, At et saadant Frafald kunde ske efter Jerusalems Ødelæggelse, viser, at Spiren dertil maa have været i fuld Grøde før denne Tid, og herom aflægger Hebræerbrevet Vidnesbyrd, idet Læserne dels atter og atter formanes til at holde fast ved den kristne Tro og Bekjendelse (2, 1; 3, 1; 4, 14; 10, 23), dels med den strengeste Alvor advares imod at falde fra Kristus og fra Troen (2, 1-4; 3, 7-19; 6, 4-8; 10, 26-31; 12, 15-17). Brevet viser klarlig fra først til sidst, at de hebraiske Kristne vare i høj Grad fristede til at falde fra Troen og vende tilbage til Jødedommen. De havde ikke opnaaet, hvad de havde ventet sig i Kristi Menighed, hverken Herlighedsriget med "Husvalelsens Tider", eller den sejervisse Frimodighed og Glæde; tværtimod maatte de døje, vel ikke blodig Forfølgelse, men dog alskens Plagerier og Trængsler af deres Landsmænd (12, 4 ff.);