376
er Mægler for en ny og fuldkommen Pagt, ved hvilken den gamle Pagt er afskaffet (Kap. 8). Og i denne Helligdom har han frembaaret sig selv som det fuldkomne Offer, hvorved han har tilvejebragt evig gyldig Forløsning og saaledes afskaffet den gamle Pagts Ofre, der kun vare Skyggebilleder af det sande og ikke kunde borttage Synderne, hvad deres stadige Gjentagelse viser (Kap. 9, 1—10, 18). Derfor formanes Læserne til i fuldvis og udholdende Tro og Haab at bruge den Adgang til Guds Naade, som vi have i Kristi Blod, og til at vogte sig for at falde fra (Kap. 10, 19-39). Denne Formaning begrundes ved en Række Exempler, der vise, at den gamle Pagts Stormænd vandt Guds Velbehag ved Udholdenhed i Tro, uden at se eller faa i Hænde det, som de troede (Kap. 11). Med disse og med Jesus Kristus selv for Øje bør Læserne være udholdende; deres Trængsler skulle de tage som en faderlig Revselse, og ikke af noget lade sig forlede til Vantro, men huske paa, hvor langt rigere det Samfund med Gud og hans hellige er, som de have faaet Adgang til, end noget, som Lovens Pagt gav. Men derfor er det ogsaa langt værre nu at forskyde Kristus, end fordum Moses (Kap. 12). Derefter sluttes i Kap. 13 med adskillige enkeltstaaende Formaninger, der samle sig om den, at "gaa ud til Jesus udenfor Lejren (den gamle Pagts Folk), bærende hans Forsmædelse" (13, 13), samt med nogle personlige Meddelelser.
Forf. betegner selv Brevet som et "Formaningens Ord" (13, 22), og dets Øjemed er helt igjennem at formane til at holde fast ved Jesus Kristus, ved den kristne Tro og Bekjendelse og ved Haabet, og til at vogte sig for ved Vantro at forspilde Frelsen i ham. Disse Formaninger støttes paa Paavisningen af, at Jesus Kristus baade efter sin Person og sin Gjerning er højt ophøjet over alle, som havde en Mæglergjerning under den gamle Pagt, baade Englene og Moses og navnlig Ypperstepræsten; Kristus har ved sin Gjerning fuldbragt den Frelse, som under den gamle Pagt kun var til Stede i Billede og Forberedelse; men deraf følger da nødvendig, at den gamle Pagt med dens Gudstjeneste og Lov nu er afskaffet. Det er den samme Grundtanke, som vi møde i de fleste af Pavlus's Breve, men set fra en anden Side. Thi medens Hebr.-Br. gaar ud fra, at den gamle Pagt, især dens Offertjeneste, hvori Livet i Gud fandt sit Udtryk, er
