377
ufuldkommen og forberedende, hvoraf nødvendig følger, at den maa falde bort, naar den afløses af det fuldkomne, som Kristus bringer, saa viser Pavlus, hvorledes den gamle Pagts Lov, der er sat ind imellem Forjættelsen og Frelsen i Kristus, kun er en Række af udvortes Bud, som ikke kunne levendegjøre, men kun gjøre Synden til bevidst Overtrædelse og derved "ihjelslaa", ɔ: skille Mennesket fra Gud, og som vel kunne "opdrage" til Kristus, men have mistet deres Betydning og ere afskaffede for dem, der tro paa Kristus (se Rom. 5, 20—7, 6; Gal. 3, 19-26; Ef. 2, 14-18 o. a.).
Hvem der har skrevet dette Brev, har man fra ældgammel Tid været uvis om. I den græske Menighed henførte man det sædvanlig til Pavlus, dog saaledes, at de ældste græske Kirkefædre antoge, at det ikke var skrevet af Pavlus selv, men under hans Vejledning af Lukas eller af den senere romerske Biskop Klemens; først længere ned i Tiden bliver det almindeligt, ligefrem at sætte Pavlus som Forf. I den vesterlandske Menighed vare derimod i de ældre Dage alle enige om, at Brevet ikke var af Pavlus, hvorfor man heller ikke allevegne kjendte det for et kanonisk Skrift. Og at det ikke er af Pavlus, fremgaar ikke alene af Kap. 2, 3, hvor Forf. tydelig betegner sig selv som Aposteldiscipel, men ogsaa af Sproget, som i mange Henseender er forskjelligt fra Pavlus's Græsk, og især af hele den Maade, hvorpaa Forf. fører sine Beviser, ganske forskjellig fra den Myndighed, hvormed Pavlus saavelsom de andre Apostle tale i deres Breve. Tertullian og flere senere Kirkefædre efter ham sige, at Brevet er skrevet af Barnabas, Pavlus's Ven og Ledsager paa hans første Missionsrejse. Og hvad vi vide om denne, nemlig at han var en Levit, altsaa kjendt med Israels Gudstjeneste, ligesom han ogsaa var vel kjendt i Menigheden i Jerusalem, og at han var "en god Mand, fuld af den Hellig-Aand og Tro" (se Ap. Gj. 4, 36; 9, 27; 11, 22-24), alt dette passer godt til, at han kan have skrevet dette Brev. Maaske har han hentydet til sit Navn ("Formaningens Søn", Ap. Gj. 4, 36), naar han i 13, 22 betegner dette Brev som et "Formaningens Ord".
Brevet maa være skrevet før Jerusalems Ødelæggelse; thi det taler stadig om Gudstjenesten i Templet som noget der endnu
