Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/446

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

436

Jakobs Brev, 1. Kap.

hos hvem der ikke findes Forandring eller skiftende Overskyggelse[1]. Fordi han vilde det, fødte han os ved et Sandheds Ord, for at vi skulle være en Førstegrøde af hans Skabninger[2].

Det vide I, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar til at høre, sen til at tale, sen til Vrede[3]; thi Mands Vrede virker ikke Retfærdighed for Gud[4]. Derfor aflægger enhver Urenhed og Levning af Vanart, og modtager med Sagtmodighed det indplantede Ord, som mægter at frelse eders Sjæle[5]. Men vorder Ordets Gjørere, og

    er Lys (1 Joh. 1, 5), og fra hvem derfor Mørke, Synd og Fristelse ikke kan have sit Udspring.

  1. Skiftende Overskyggelse, saaledes som den finder Sted med Himmellysene (f. E. Maanen, der efter sine "Skifter" overskygges og formørkes). Hos Gud derimod er idel Lys.
  2. Som Guds ypperste Gave, der giver os den faste Vished om, at han ikke vil føre os i Synd, fremhæves, at han, fordi han vilde det (efter sin frie, uafhængige Beslutning, Ef. 1, 11), har født os (til sine Børn, Joh. 1, 13) ved et Sandheds Ord, som lød til os i Daaben (Ef. 5, 26). Guds Hensigt hermed er, at vi skulle være (ikke alene: vorde) en Førstegrøde af hans Skabninger (ordret: en vis, eller: en Slags Førstegrøde, hvormed betegnes, at dette Udtryk er at forstaa aandeligt), ɔ: vi Kristne, som ere fødte af Gud, skulle være helligede til at tilhøre ham (jfr. Aab. 14, 4), fremfor hans øvrige Skabninger, hvilket sikkerlig ikke maa forstaas om de umælende, men særlig om Menneskeslægten (jfr. Mk. 16, 15; Kol. 1, 23).
  3. Sammenhængen viser, hvad man særlig skal være snar til at høre, nemlig Sandheds-Ordet og den Forkyndelse, som udspringer deraf. Derfor maa sikkerlig ogsaa sen til at tale forstaas ej alene om i det hele at "tøjle sin Tunge" (V. 26), men særlig om letsindigt at optræde som Lærer for andre (jfr. 3, 1. 13), og Vrede om Hidsighed overfor dem, hos hvem ens Tale ikke finder Indgang.
  4. Ordret: Guds Retfærdighed, ɔ: at Gud kjender ham for retfærdig (jfr. Slm. 69, 28; 24, 5); se 2, 26 Anm.
  5. Ingen Vanart (intet slet) har Ret til at findes hos Guds Børn; derfor skulle I aflægge (lægge fra eder, Kol. 3, 8; Rom. 13, 12) enhver Urenhed (alt urent) og enhver Levning af Vanart; I maa ikke give den mindste Levning deraf Rum i eder. Dette er Betingelse for, at I kunne med Sagtmodighed (uden at stille Fordringer og uden at blive trætte) modtage det i eder indplantede Ord (Sandheds-Ordet, V. 18; jfr. Mt. 13, 19 ff.). Thi skjønt dette Ord er "indplantet" ved Gjenfødelsen, kan