442
Jakobs Brev, 3. Kap.
3dje Kapitel.
Vorder ikke i Mængde Lærere, mine Brødre; I vide, at vi ville faa en des svarere Dom. Thi vi støde alle an i
Lære om Retfærdiggjørelsen; det er tværtimod øjensynligt, at han slet ikke har kjendt denne. Heller ikke kan man sige, at han og Pavlus lære en forskjellig Frelsesvej, men de tale om "Gjerninger" og "Retfærdiggjørelse" i en forskjellig Betydning, hvortil kommer, at de Vrangmeninger, som hver havde at bekæmpe, vare forskjellige. — De Gjerninger, Jakob kræver som nødvendige til Frelse og Retfærdiggjørelse, ere "Troens Gjerninger", saadanne som nødvendigt udspringe af den Livskraft, Troen har "i sig selv" (altsaa = "Aandens Frugt", Gal. 5, 22). Pavlus derimod taler om "Lovs-Gjerninger", saadanne som have deres Udspring i Lovens Bud, og som man kan gjøre ud af egen Kraft, for udvortes at opfylde dens Krav. Disse Gjerninger fraskriver Pavlus med Føje al Betydning for vor Retfærdiggjørelse og Frelse, ja siger, at hvis man sætter sin Lid til dem, giver man sig ind under Lovens Dom og Forbandelse og udelukker sig fra Kristus og Guds Naade (Gal. 3, 10; 5, 4). Saa klart har Jakob ikke udtalt dette; men han siger dog væsentlig det samme i Kap. 1, 26, at den udvortes "Gudsdyrkelse" ikke nytter til Frelse. Og paa den anden Side indskærper Pavlus stadig i de formanende Afsnit af sine Breve, at Troen maa være uadskillelig forbunden med et helligt Levned; han lægger Menigheden paa Hjærte, at et Levned i Synd udelukker fra Frelsen og Guds Rige (Rom. 8, 13; 1 Kor. 6, 9 f.; Ef. 5, 5), og at den Tro, det kommer an paa, maa være virksom gjennem Kjærlighed (Gal. 5, 6); ja naar han i 1 Kor. 13, 2 ff. viser, at al Tro og Kundskab er og nytter intet uden Kjærlighed, saa udtaler han dermed i Virkeligheden det selv samme, som Jakob her i V. 14-26 om Tro og Gjerninger.
Hvad Retfærdiggjørelsen angaar, da er at "retfærdiggjøre" = at erklære for retfærdig, hvilket baade kan bruges om, at den, som er retretfærdig, i Dommen kjendes for retfærdig, og om at den, som ikke er retfærdig (Synderen), frikjendes, faar sin Synd forladt. I Gl. Test. bruges Ordet i begge disse Betydninger, men tiest i den første. I denne Betydning tager ogsaa Jakob at "retfærdiggjøre"; og idet han har at kæmpe mod den vrange Mening, at en blot historisk Kundskabstro var nok til at bestaa for Gud, indskærper han, at den, der skal kjendes for retfærdig, maa have vist sig at være det, ved det Levned (de "Gjerninger"), hvori hans Tro lægger sig for Dagen og udfolder sig. Saaledes er Ordet ogsaa brugt Mt. 12, 37, og af Pavlus selv, Rom 2,13; men ellers bruger Pavlus stadig at "retfærdiggjøre" i den sidste Betydning, altsaa = at Gud tilgiver Synderen, (for Jesu Kristi Skyld); og