Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/459

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

449

Jakobs Brev, 5. Kap.

Lider nogen iblandt eder ondt, saa bede han;[1] er en vel til Mode, synge han Lovsang. Er en iblandt eder syg, saa kalde han Menighedens Ældste til sig, og de skulle salve ham med Olie og bede over ham i Herrens Navn[2]. Og Troens Bøn skal frelse den syge, og Herren skal oprejse ham, og hvis der er Synder, han har gjort, skal det tilgives ham[3]. Saa bekjender da eders Synder for hverandre, og beder for hverandre[4], for at I maa vorde helbredte[5]; meget mægter en retfærdigs indtrængende Bøn. Elias

  1. Kap. 5, 13-20: Slutnings-Formaninger til Bøn og til Forbøn, særlig for de syge (V. 13—18), og til at tage sig af de vildfarne (V. 19. 20).
  2. Salvelse med Olie brugtes almindelig hos Jøderne i den Tid som et lindrende Middel (jfr. Lk. 10, 34), og den er her utvivlsomt foreskrevet i samme Øjemed, ɔ: de skulle bruge det sædvanlige Lindringsmiddel og derhos bede over den syge. Og dette skulle de gjøre i Herrens (Jesu) Navn, i hvilket Kristne have Adgang til Guds Naade og skulle gjøre al deres Gjerning (Kol. 3, 17). Salvelsen er her ikke tænkt som det egentlige Lægemiddel, thi af V. 15 fremgaar, at det er Bønnen, der skal virke Helbredelsen, men snarere som et Symbol paa den Lægedomskraft, som ved Bønnen over den syge skulde tilføres ham; jfr. Mk. 6, 13. (Papisterne grunde paa disse Ord deres Lære om "den sidste Olies" Sakrament, hvorved de døende skulle indvies til en salig Død. Men en saadan Brug af Olien er stik modsat den, som Jakob taler om; thi her tales om en Salvelse til Liv og Helbredelse.)
  3. Troens Bøn, ɔ: de Ældstes troende Forbøn, og sikkerlig tillige den syges egen Bøn, skal frelse den syge, ɔ: blive ham til Frelse, dels saaledes, at Herren oprejser ham (af hans Sygdom), dels saaledes, at hans Synder tilgives ham. Det er selvfølgeligt, at ligesom det ikke kan være Meningen, at Tilgivelsen er en ubetinget Følge af Forbønnen, men den er betinget af, at den syge bekjender sine Synder (ɔ: angrer dem) og tror, saaledes maa ogsaa hans "Oprejsning" af sin Sygdom være betinget af, om Herren vil oprejse ham og finder det tjenligt for ham.
  4. Her tales ikke længer om Forholdet til de Ældste, men om den Syndsbekjendelse og Forbøn, der kan og bør finde Sted indbyrdes mellem Kristne, som have Fortrolighed til hinanden.
  5. Helbredte, baade aandelig (1 Ped. 2, 24) og legemlig. Det er lærerigt, at i V. 15, hvor man skulde ventet: "helbrede", staar der: "Troens Bøn skal frelse den syge", og her i V. 16: "at I maa vorde helbredte", medens man skulde vente: "vorde frelste." Dette peger paa, at Synden er den egentlige Grundsygdom, som vi trænge til at frelses fra; men er vor Synd os forladt, saa har Sygdommen mistet sin "Brod" (1 Kor. 15, 56), og vi ere helbredte.