453
(Pave) i 25 Aar, indtil sin Død. Men dette er aldeles uforeneligt med N. Test. (se Indl. til Br. til Rom. S. 6). Endnu i Aaret 62, da Pavlus kom til Rom, kan Peder ikke have været der (Ap. Gj. 28, 21), og da Pavlus kort før sin Død skrev 2 Timot., var "Lukas alene hos ham" (2 Tim. 4, 11); altsaa Peder var der ikke, medmindre ogsaa han den Gang har været fængslet. Imidlertid vise alle Oldtidens Efterretninger om Peder hen til, at han mod Slutningen af sit Liv har forkyndt Evangeliet i Rom, og at han dèr har lidt Martyrdøden ved samme Tid som Pavlus, idet han under Neros Kristen-Forfølgelse blev korsfæstet, efter Sagnet paa sin egen Begjæring med Hovedet nedad, fordi han ikke agtede sig værdig til at dø paa samme Maade som Herren. Altsaa maa han være død henimod Aaret 68.
I alle de Træk af Peders Liv, som vi kjende, møde vi det samme Billede af en frejdig og kjæk Personlighed, snar til Beslutning og til at udføre den, med ét Ord en Handlingens Mand. Efter at han én Gang har modtaget Jesu Naade og givet ham sit Hjærte, vedbliver han udelt at tilhøre ham og er rede til at følge ham overalt. Men ved Siden heraf møde vi ogsaa en tilsvarende Skrøbelighed. Hans Frimodighed kunde slaa over i en utilbørlig Selvtillid, der baade paadrog ham strenge Irettesættelser af Herren og førte ham i Fald, idet hans Mod og Tro glippede i det afgjørende Øjeblik (jfr. Mt. 14, 28 ff.; 16, 23; 26, 69 ff.; Joh. 13, 6 ff.; 18, 11). Endnu i sine ældre Dage kunde han af Menneskefrygt drives til at handle mod sin Overbevisning (Gal. 2, 11). Men ogsaa disse Fejl og Fald vidnede dog om, at hans Hjærte holdt fast ved Jesus i udelt Kjærlighed, hvilket ogsaa Jesus selv stadfæstede ved sin sidste Samtale med ham ved Genesaret Sø, Joh. 21, 15 ff.
Peders første Brev er skrevet til "de udvalgte Udlændinge i Adspredelsen i Pontos, Galatien, Kappadokien, Asien og Bitynien" (Kap. 1, 1), hvilke Landskaber omfatte hele Lilleasien saa nær som den sydøstlige Tredjedel deraf. Udtrykket "Adspredelsen" kunde nærmest tyde paa, at han skrev til Jødekristne (jfr. Jak. 1, 1); men af Brevet selv ses det klart, at Læserne forhen havde været Hedninger (se 1, 14. 18; 2, 9. 10; 4, 3), hvorfor dette Udtryk maa forstaas aandelig, om de Kristne som udgjørende det sande
