Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/499

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Johannes's første Brev.


Der findes ikke i dette Brev nogen Angivelse af, hverken til eller af hvem det er skrevet; men den enstemmige Overlevering fra alle Oldkirkens Egne vidner, at det er skrevet af Apostelen Johannes, og den store Lighed, der findes mellem Johannes-Evangeliet og dette Brev, ikke alene i Tankerne, men ogsaa i Stilen og Tankebevægelsen, gjør denne Overleverings Sandhed utvivlsom. Vanskeligere er det derimod at sige noget sikkert om, til hvem Brevet er skrevet. Imidlertid se vi, at Johannes har staaet i et nøje Tillids- og Kjærligheds-Forhold til dem, han skriver til. Dette fremgaar baade af Tiltalen "Børnlille", eller: "Børn" (2, 1. 18 o. a.), og af enkelte Udtalelser, som vise, at han kjendte dem nøje (se 2, 20. 21). Det er derfor højst sandsynligt, at Brevet er skrevet til de lilleasiatiske Menigheder, som Johannes øvede Tilsyn med, medens han paa sine gamle Dage opholdt sig i Efesos. At det ikke indeholder nærmere Oplysninger om Læserne, hænger sammen med, at det ikke er et Brev i samme Forstand som de øvrige Breve i N. Test., der alle nærmest gaa ud paa at vej- og retlede deres Læsere under de særlig historiske Vilkaar, de vare stedte i, medens Joh. Br. vistnok tager bestemt Sigte paa de "modkristelige" Lærere, som vare optraadte i Menighederne, men dog kun taler om den falske Lære og dens Frugter i de almindelige Grundtræk, uden at gaa ind paa de enkelte Ytringer deraf eller paa Læsernes øvrige historiske Forhold. Man har derfor med adskillig Ret sagt, at vi her snarere have en Afhandling end et