491
sig ved hans Daab, men havde atter forladt ham ved hans sidste Lidelse; Jesus blev altsaa kun en guddommelig begavet Lærer, ikke Guds Søn, vor Frelser, som ved sit Blod har sonet vore Synder. Naar man har denne falske Lære i Minde, vil man finde, at næsten alt, hvad der i dette Brev siges om Jesu Kristi Person og Gjerning, sigter dertil. Dog er det ikke troligt, at det har Kerint selv for Øje, da han næppe endnu dengang var fremtraadt; der sigtes sikkerlig til Forløbere for ham, som vi ogsaa kjende dem fra Koloss. og Hyrdebrevene. — Men dernæst fremgaar det af Brevet, at den samme Selvraadighed, som gjorde sig gjældende i Modkristernes Lære, ogsaa fremtraadte i deres Levned, idet de sagde, at det for deres høje "Viden" og "Kjenden af Gud" ikke havde noget at betyde, at de levede i Synd (se 3, 7. 8; 2, 4 o. a.). Ogsaa denne "Antinomisme" omtales tidligere hos lignende Vranglærere i 2 Ped. 2 og Jud. Br., og i 2det Aarh. fremtraadte den som et bevidst udviklet Led af mange Gnostikeres System.
Ved Siden af sit ovennævnte Hovedøjemed vil Joh. derfor ved dette Brev styrke sine Læsere til ikke i nogen Maade at lade sig lede vild af den falske Lære. Brevet falder i tre Hovedafsnit. Efter en Indledning (Kap. 1, 1-4), hvori han udtaler, at al hans Forkyndelse af Livets Ord, som er aabenbaret i Jesus Kristus, har det Maal at fremme de troendes Samfund med Faderen og Sønnen og derved at føre dem til den fuldkomne Glæde, viser han først (Kap. 1, 5—2, 11), at vort Samfund med Faderen ved Sønnen maa lægge sig for Dagen i, at vi vandre i Lyset og i Lydighed; kun da kommer Guds Søns Blods rensende Kraft os til gode. Efter et Indskud (Kap. 2, 12-17), hvori han minder Læserne om den Styrke, de eje i den dem givne Naade, og formaner dem til ikke at sætte den over Styr ved Kjærlighed til Verden, viser han i det næste Afsnit (Kap. 2, 18—3, 24), at overfor de mange Modkrister, som negte, at Jesus er Guds Søn, skulle de troende staa fast ved at blive i det Ord, de have hørt fra Begyndelsen, og ved som Guds Børn at sky al Synd og vandre i indbyrdes Kjærlighed. Endelig (Kap. 4 og 5) formaner han dem til at prøve Aanderne og vel at skjelne imellem, om de føres af Løgnens Aand eller af Sandhedens Aand. Vi, som tro paa Guds Kjærlighed, der er aabenbaret i hans Søn Jesus Kristus, føres af
