Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/542

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

532

billedlig (jfr. 8, 7 Anm ). At det fremtidige er skildret paa denne ejendommelige Maade, hvorved det paa én Gang aabenbares og dog tilhylles, har vel til Dels sin Grund i, at det ikke er bestemt til Oplysning for dem, der staa udenfor Kristi Menighed, men kun skal "vises hans Tjenere" (1, 1); men dog især deri, at ogsaa denne Profeti kun er "stykkevis" og er skuet "i et Spejl, i en Gaade" (1 Kor. 13, 9. 12). En Vejledning til at forstaa disse Syner og Billeder findes dels i enkelte Forklaringer deraf i Aabenb. selv (se 17, 9-12. 15. 18; 19, 8), dels i det profetiske Billedsprog, som saa ofte bruges baade i Gl. og N. Test. Men ligesom Johannes selv først derved, at han "kom i Aande", blev i Stand til at skue disse Syner, saaledes ville de kun kunne forstaas af den, der er oplyst af Guds Aand, Og det endda kun saaledes, at man kan paapege, i hvilken Retning Synerne vise; den sikre Udlægning af det hele vil først Opfyldelsen give dem, der i Tro paa Jesus Kristus og paa hans Tilkomst agte paa Tidernes Tegn.

Herefter er det ikke at undre paa, at denne Bog er bleven forstaaet meget forskjelligt, og at en sikker Forklaring af alle Enkeltheder endnu ikke er mulig. Der er imidlertid blandt de Forklaringer af Aabenb., som i Tidernes Løb ere fremsatte, kun to Hovedopfattelser, der kan være Spørgsmaal om at vælge imellem. Den ene har man kaldt "den kirkehistoriske", fordi den i Aabenb. finder en Forudsigelse om de betydningsfuldeste Hovedtræk i Kirkens Historie gjennem Tiderne indtil Enden. Men denne Opfattelse er sikkerlig urigtig, hvilket allerede fremgaar deraf, at de enkelte Fortolkere som oftest ere aldeles uenige om, hvilke kirkehistoriske Begivenheder de enkelte Syner varsle om; og hertil kommer, at det profetiske Blik ikke plejer at skue Historien i en saadan Oversigt, men at skue tværs igjennem Tiderne lige til Maalet. Deraf kommer det, at Profeterne som oftest se Maalet som ganske nær. Og at Aabenb. ikke danner nogen Undtagelse herfra, se vi deraf, at den baade begynder og ender med at udtale, at Herren kommer snart (se 1, 1; 22, 20); men det Blik, der ser Herrens Tilkomst saa nær, har ligesom ikke Rum til tillige at omfatte en lang mellemliggende Udvikling. For mig staar det derfor som utvivlsomt, at den anden Hovedopfattelse er den rette, hvorefter Aabenb. forstaas "eschatologisk", d. e. som handlende om "det sidste", om