533
Herrens Tilkomst og de sidste Trængsler, hvorigjennem Menigheden modnes til Guds evige Rige, medens Verden modnes til Dommen. Dette udelukker dog ikke, at der kan være medtaget enkelte Træk af Menighedens Tilstande gjennem de løbende Tider, der staa som fremragende Punkter, som det profetiske Blik fæster sig ved under sit Tværskue gjennem Tiden (saaledes i 2. 3. 6. 12 Kap.), ligesom ogsaa adskillige af de Fremtidssyner, som gaa paa de sidste Tider, ogsaa tidligere have kunnet faa en delvis Opfyldelse i Historien; thi de aandelige Kræfter, baade Lysets og Mørkets, som naa deres Højdepunkt i de sidste Tider, ere jo ogsaa virksomme hele Kirkens Historie igjennem.
Ifølge denne Opfattelse er da Indholdet af Aabenb. følgende. Efter en Overskrift og Hilsen til Læserne begynder Bogen med et Syn, hvorved Joh. bliver kaldet til at skue det fremtidige og nedskrive det (Kap. 1). Derefter faar han af Herren Befaling om at skrive syv Breve til syv navngivne Menigheder i Lilleasien, der staa som Symbol paa hele den hellige, almindelige Menighed. I disse Breve udtales Herrens Formaninger og Paamindelser til Menigheden, for at den maa være beredt til at modtage ham, naar han kommer, og derved tillige skikket til rettelig at bruge det Lys over Fremtiden, som Aabenb. bringer (Kap. 2. 3). Efter disse Breve følger den egentlige Aabenbaring, idet Johannes ser en Dør aabnet i Himlen og faar Befaling til at stige derop. Her ser han Gud i sin Herlighed, som den der har hele Tilværelsen og Fremtiden i sin Magt; og af hans Haand modtager Lammet, Jesus Kristus, en Bog indeholdende Guds Fremtidsraad og forseglet med syv Segl (Kap. 4. 5). Johannes faar dog ikke denne Bog at læse, men dens Indhold "vises" ham dernæst i fem Rækker af Syner, som "betegne", hvad den indeholder. Enhver af disse Rækker fører lige til Maalet, idet den ender med Dommen og Herrens Komme; men ved Siden deraf er der en kjendelig Fremadskriden, saa at vi føres nærmere og nærmere til Enden, idet den følgende Række stadig begynder med at gjenoptage til videre Udførelse et eller flere af de Træk, hvormed den forrige sluttede. Det er, som om dermed udtaltes, at Dommen altid staar for Døren, men dens Komme udsættes atter og atter for at give Mennesker Tid til Omvendelse (jfr. 2 Ped. 3, 9). Derhos ere
