535
derefter den ny Himmel og Jord med det salige ny Jerusalem (Kap. 19, 11—22, 5). Endelig følger Bogens Slutning, hvori Herrens snarlige Tilkomst og denne Profetis Vigtighed lægges Menigheden paa Hjærte (Kap. 22, 6-21).
Bogens Forfatter nævner sig selv i Overskriften, (Kap. 1, 1. 2) "Johannes, Jesu Kristi Tjener, som har vidnet Guds Ord og Jesu Kristi Vidnesbyrd, alt hvad han har set." Med disse Ord siges vist nok ikke, at Forf. var Apostel, men at han udbar det kristelige Vidnesbyrd og kunde gjøre dette som den, der selv havde været Øjenvidne til, hvad han vidnede om. Men dette er den samme Maade, hvorpaa Apostelen Johannes betegner sig selv i sine andre Skrifter, i hvilke han heller ikke nævner sig Apostel, se Joh. 1, 14; 19, 35; 1 Joh. 1, 1. 3. Der kan saaledes ikke med Grund tvivles om, at Forfatteren selv betegner sig som Apostelen Johannes, og hermed stemmer ogsaa, at han andensteds i Bogen nævner sit Navn paa en saadan Maade, som kun den kunde gjøre det, der vidste, at hans Læsere kjendte ham og anerkjendte hans Myndighed (se 1, 4. 9; 22, 8). Oldkirkens enstemmige Overlevering om denne Bog, som naar nær op til Johannes's egen Levetid, vidner ligeledes, at den er skreven af Apostelen Joh. Fra henimod Midten af 2det Aarh. og den derpaa følgende Tid have vi en hel Række af Vidnesbyrd fra alle Kirkens Egne om, at Bogen var kirkelig anerkjendt og ansaas for skreven af Apostelen Johannes. Og de ældste og vægtigste af disse skrive sig fra Lilleasien, altsaa netop fra den Kreds, i hvilken Johannes virkede i sine sidste Aar, og til hvilken Aabenb. nærmest er skreven (se 1, 4). Kun i den gamle syriske Bibeloversættelse havde man ikke Aab., formodentlig fordi man her, som enkelte andre Steder, ikke ansaa den for tjenlig til Oplæsning ved Gudstjenesten. Først fra Midten af 3dje Aarh. begyndte ganske enkelte Kirkelærere at udtale Tvivl om, at Aab. skrev sig fra Apostelen Johannes, og de gjættede da paa, at den skulde være skreven af en med ham samtidig Mand, der kaldes "Presbyteren (Præsten) Johannes" og skal have været en Discipel af Jesus selv. Man havde imidlertid ingen historiske Grunde herfor at støtte sig til, men kun den "indre" Grund, at Bogens Sprog og Tone ikke stemmede med de andre Skrifter, vi have af Johannes. Og det
