88
lighedsmaaltiderne; ja der var endog dem, der negtede Muligheden af de dødes Opstandelse.
Da Pavlus fik Efterretning herom, opgav han sin hidtidige Plan om at rejse fra Efesos lige til Korint (se 16, 5), og besluttede først at gjøre, hvad han kunde, for at kalde Menigheden til Besindelse, inden han selv kom dertil. Han afsendte da først Timoteos (se 4, 17), for at denne, efter at have besøgt Menighederne i Makedonien, skulde rejse til Korint og tale Menigheden til rette. (Af 2 Kor. maa vi iøvrigt slutte, at Timoteos ikke den Gang kom til Korint; Grunden dertil kjende vi ikke). Og selv skrev han dette "første Brev" til dem. Det er skrevet mod Slutningen af hans Ophold i Efesos, i Begyndelsen af Aar 58, sandsynlig ved Paasketid (se 5, 7; 16, 8). Det er ikke et Læreskrift som de andre apostoliske Breve, men fremtræder helt igjennem som et "Lejlighedsskrift", fremkaldt ved Forholdene, som de vare i Korinter-Menigheden, og det gaar ud paa at klare og rette de Uordener og Vildfarelser, som vare opkomne i denne, for at den maatte føres til Bedring, inden Pavlus selv kom dertil, saa at han ikke skulde nødes til at optræde med Strenghed imod dem (se 2 Kor. 2, 3). Derfor giver dette Brev os ogsaa rigere Oplysning om Menighedsforholdene i Apostlenes Dage, end noget andet Skrift i N. Test., ligesom i det hele de to Korinterbreve tillige aabne os et dybere Indblik i Pavlus's Hjærtelag overfor de af ham grundede Menigheder, end noget andet af hans Breve: de vise os den faderlige, paa én Gang bestemte og i Sandhed frisindede, alvorlige og milde, ja ømme Maade, han omgikkes dem paa, saaledes som dette kun kan findes hos den, der "tvinges af Kristi Kjærlighed" til at leve for hans Sag og for Menneskers Frelse ved ham.
Efter den sædvanlige Hilsen og en Taksigelse for den rige Naade, Menigheden havde modtaget (1, 1-9), skriver Pavlus først om de splidagtige Retninger i Menigheden. Han viser dem det urigtige i at kalde sig efter Menneske-Lærere, da vi kun have én Herre og Frelser; den Splid, som deraf fulgte, havde sin Grund i, at de satte Menneske-Visdom over "Korsets Ord", som dog er en Guds Kraft til Frelse og den allerhøjeste Visdom, saavelsom deri, at de satte baade deres Lærere og sig selv paa en højere Plads, end ret var (Kap. 1, 10—4, 21). Hvor liden Ret Korin-
