Side:Det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Skrivter for Aar 1807 og 1808, femte Bind.djvu/24

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

18

Værd paa Fornuftens, ja paa Sanhedens Bekostning. Man kan ikke have gode Tanker om den Lære, som synes at trænge til saa slette Beviser.

Men förend jeg indlader mig i det fremsatte Spörgsmaals Besvarelse, vel jeg först kortelig undersöge de Grunde, med hvilke Stoikernes Uvenner understötte deres Beskyldninger imod dem. Man siger, at Stoikerne, som læse andre Philosophers Skrifter, vel ikke havde undladet at læse de Christnes, og, at intet er naturligere, end at de, ved at læse dem, have benyt­tet sig af de gode og sunde Lærdomme, som de fandt i samme. Denne Mening haver ved forste Öiekast nogen Sandsynlighed. Det er upaatvivleligt, at de stoiske Philosopher læsde Philosophernes Skrifter af de andre Secter. Vi see af Seneca's Skrif­ter, at han, foruden andre, haver læst en Plato, en Aristote­les, en Epicur. Stoikerne bandt sig ikke heller slavisk til deres Skoles Lære. Derfor siger Seneca: naar jeg fremsætter min Mening, saa binder jeg mig ikke til nogen af de anseligste Stoi­keres. Jeg haver ogsaa Lov til at have min Mening[1]. Stoikerne vare Selvtænkere. De svore ikke ved Zeno's Lære. Hvad de ved egne Undersøgelser fandt at være det rigtigste, det antoge de. Deraf fulgde ogsaa, at de vare i adskillige Stykker af uli­ge Meninger saavel i deres speculative, som praktiske Philoso­phie, hvorpaa jeg vil anföre nogle Exempter.

I den speculative Philosophie vare de af forskiellige Me­ninger om Verdens Ende. Panætius troede, at Verden skulde

  1. de vita beasa lib. cap. 3.