19
være evig, at den var udödelig, og ikke kunde forældes[1]. Derimod troede andre, at Verden skulde forgaae ved Ild; og, af dem meende nogle, at den hele Verden skulde forbrændes; andre, at ikkun en Deel af den, og at, en Deel efter den anden skulde forbrændes, og at en Verden skulde födes af den andens Undergang[2]. Saaledes vare de og forskiellige i deres Meninger om Sielens Tilstand citer Legemets Død. Omtalte Panætius negtede gandske et Liv efter dette[3]. De fleste, blandt hvilke Seneca, vare uvisse om Sielens Udödelighed, men negtede den ikke; nogle, som paastode dens Udödelighed, troede at de Vises Siele allene blive ved, af hvilken Mening Chrysippus var. Cleanthes derimod troede, at alle Siele skulle blive ved efter Legemets Död[4]. Saa forskiellige vare Stoikerne i deres Meninger om Sielens Udødelighed, skiöndt deres Formand Zeno skal have lært, at alle Siele, gode og onde, vare udödelige[5].
I den praktiske Philosophie vare Stoikernes Meninger ligesaa forskiellige. Ikkun et Par Exempler. Chrysippus lærde, at Dyden kunde tabes; Cleanthes derimod paastod, at den ikke kunde tabes. Zeno og Chrysippus meende, at Dyden var nok til et lyksaligt Liv. Posidonius og Panætius vare af den mod-
