Side:Det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Skrivter for Aar 1807 og 1808, femte Bind.djvu/28

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

22

Dog, jeg vil tilstaae, det er mueligt, at de have læst dem, skiöndt det ikke er mig meget sandsynligt; men, hvorle­des bevises det, at de virkelig have giort det? For at godtgiöre dette, haver den lærde, men lidet skarpsindige Brucker anfört adskillige Udtryk i de nyere Stoikeres Skrifter, som findes i det nye Testament, hvoraf han giör den Slutning, at de ufeilbarlig maae have læst det nye Testament (Dissert: de Stoicis subdolis Christianorum imitatoribus). Mig synes snarere at kunne deraf giöre den Slutning, at Brucker ikke med Dömmekraft haver læst Stoikernes Skrifter, end den, at Stoikerne have læst de Christnes. For at bevise dette, vil jeg anföre de betydeligste Udtryk, paa hvilke Brucker og andre beraabe sig, og vise, hvor lidet de bevise.

Antonin kalder, ligesom Skriften, den vise og dydige Mand en Guds Præst og Tiener[1]; men Soctrates, som levede for Chri­sti Tid, haver ligeledes, efter Seneca's Vidnesbyrd, kaldet Dy­dens Tilhængere saaledes: ærer, siger han, Dyden som en Gud, og dens Bekiendere som dens Præster[2].

Epictet kalder Hercules Guds Sön[3], men han kalder alle Mennesker saaledes: den, siger han, som med sin hele Siel kan bifalde den Grundsætning, at vi i en fortrinlig Forstand ere Guds Börn, skal, mener jeg, ikke tænke foragteligt og uværdigt

  1. Antonin lib. 3. § 4.
  2. Seneca de vita beata lib. cap. 26.
  3. Epicteti Dissert. lib. 3 cap. 26. § 31.