Spring til indhold

Side:Det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Skrivter for Aar 1807 og 1808, femte Bind.djvu/29

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

23

om sig selv. Havde en Keiser optaget dig i sin Familie, saa skulde ingen kunne udstaae din stolte Mine; og, naar du veed, at du er Guds Sön, skulde du ikke være stolt[1]? I hvilken Bemærkelse Epictet tager det Udtryk Guds Sön, det see vi af et andet Sted, hvor han siger: din egen Broder kan du ikke for­drage, ikke ham, som nedstammer fra Gud selv, hans Sön, som haver sin Oprindelse af den samme Sæd, af den samme himmelske Slægt[2]. Den Broder, han her taler om, er, som man seer af det foregaaende, ikke en kiödelig Broder, men en Træl. Han vil, at Herren skal betragte sin Træl som sin egen Broder, fordi de begge nedstamme fra Gud, begge ere hans Sön­ner. Efter Stoikernes Lære vare Menneskesielene Dele af Gud og en Udflydelse af Gud. I den Henseende sagde de, at Men­neskerne nedstammede fra Gud, og vare saaledes Guds Börn og Sönner. Men, er det den Bemærkelse, i hvilken Ordet bruges i Biblen og de Christnes Skrifter, hvor de kaldes Guds Börn og Sönner, som ved Religionens Kraft ere blevne forbedrede og Gud velbeha­gelige? Hvo seer ikke, at, skiöndt Lyden er den samme, Menin­gen dog er gandske forskiellig, og Grunden til dette Udtryk forskiellig.

Seneca kalder Gud vor Fader. Betænk siger han, hvor store Ting vor Fader har skienker os[3], og Epictet kalder Gud den sande Fader[4]; men, af den samme Aarsag, af hvilken

  1. Dissert. lib. 1. cap. 3.
  2. Dissert. lib. 1. cap. 13.
  3. De benef. lib. 2. cap. 29.
  4. Dissertat. lib. 1. cap. §. 40.