23
om sig selv. Havde en Keiser optaget dig i sin Familie, saa skulde ingen kunne udstaae din stolte Mine; og, naar du veed, at du er Guds Sön, skulde du ikke være stolt[1]? I hvilken Bemærkelse Epictet tager det Udtryk Guds Sön, det see vi af et andet Sted, hvor han siger: din egen Broder kan du ikke fordrage, ikke ham, som nedstammer fra Gud selv, hans Sön, som haver sin Oprindelse af den samme Sæd, af den samme himmelske Slægt[2]. Den Broder, han her taler om, er, som man seer af det foregaaende, ikke en kiödelig Broder, men en Træl. Han vil, at Herren skal betragte sin Træl som sin egen Broder, fordi de begge nedstamme fra Gud, begge ere hans Sönner. Efter Stoikernes Lære vare Menneskesielene Dele af Gud og en Udflydelse af Gud. I den Henseende sagde de, at Menneskerne nedstammede fra Gud, og vare saaledes Guds Börn og Sönner. Men, er det den Bemærkelse, i hvilken Ordet bruges i Biblen og de Christnes Skrifter, hvor de kaldes Guds Börn og Sönner, som ved Religionens Kraft ere blevne forbedrede og Gud velbehagelige? Hvo seer ikke, at, skiöndt Lyden er den samme, Meningen dog er gandske forskiellig, og Grunden til dette Udtryk forskiellig.
Seneca kalder Gud vor Fader. Betænk siger han, hvor store Ting vor Fader har skienker os[3], og Epictet kalder Gud den sande Fader[4]; men, af den samme Aarsag, af hvilken
