Side:Det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Skrivter for Aar 1807 og 1808, femte Bind.djvu/30

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

24

Menneskerne kaldes Guds Sönner, maae jo Gud naturligviis kaldes Menneskernes Fader. Have Stoikerne da först maattet lære dette Udtryk om Gud af de Christne; og Cleanthes haver, efter Senecas's Vidnesbyrd, brugt dette Udtryk om Gud længe for Christi Tid[1]. Desuden veed jo enhver, der haver kiget lidet ind i de Gamles Skrifter, at intet er almindeligere, end at de kaldte Gud Gudernes og Menneskernes Fader.

Seneca lærer, at Gud boer i Mennesket. Gud er nær ved dig, siger han, han er hos dig, han er inden i dig. En hellig Aand har sit Sæde inden i os, som lægger Mærke til det Onde og Gode hos os. Ligesom den behandles af os, saaledes behandler den os. Ingen er en god Mand uden Guds Hielp[2]. Efter förste Öiekast synes det rigtigt nok at Seneca haver laant disse skiönne Tanker af de Christnes Skrifter, og fornemmelig af Paulus, som siger, at vi ere Guds Tempel, og at Guds Aand boer i os; men læse vi videre, saa see vi, at han ved disse prægtige Udtryk ikke forstaaer andet end Menneskesielen, hvil­ken, som ovenfor er sagt, nedstammer, efter deres Lære, fra Gud, og derfor haver en Guddoms Kraft i sig. Derfor si­ger han ogsaa paa et andet Sted: Hvad kan man kalde Sielen andet end en Gud, som opholder sig i det menneskelige Legeme; og saadan en Siel kan den Frigivne og Trællen ligesaavel have, som den romerske Ridder[3]. I samme Henseende, fordi de an-

  1. Epist. 107.
  2. Epist. 41.
  3. Epist. 31.