Side:Det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Skrivter for Aar 1807 og 1808, femte Bind.djvu/31

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

25

saae Menneskesielen for en Deel og en Udflydelse af Gud, siger Antonin: du haver glemt dette, at ethvert Menneskes Siel er Gud og udflödt fra ham[1]. Jeg maa nu spörge enhver tæn­kende og fordomfri Læser, hvad Lighed her er imellem Stoiker­ne og de Christne? Hver taler her om sit. Begge sige, at Gud boer i Mennesker; men de Christne tale om den hellig Aand, som boer i det dydige Menneske; og Stoikerne om den fornuftige Siel, som boer i ethvert Menneske.

Antonin taler om Menneskets Forening med Gud[2]; derom taler ogsaa Skriften: altsaa skal Antonin have laant dette Udtryk af de Christnes Skrifter. Men efterseer man Antonin; taler han om noget gandske andet, end de Christne, naar de tale om Menneskets Forening med Gud. Han taler i det foregaaende om Döden. Han siger, at man, i Anledning af Tanken om Döden, skal betragte, hvorledes og ved hvilken Deel af sig Men­nesket forenes med Gud; og hvorledes denne Deel af Mennesket maa være beskaffen, naar den vandrer derhen, nemlig til Gud. Antonin troede, som de andre Stoikere, at Menneskesielen var en Deel af Gud, og, at den, oplöst fra Legemet, igien gik tilbage til Gud, og blev forenet med ham. Da Stoikerne troede, at Guddommen var en ildagtig Natur, og, at Menneskesielen, som en Deel af Gud, fölgeligen ogaa maatte være af en ildagtig Natur; vare de fleste af den Mening, at Sielen, naar den forlod Legemet, gik tilbage til Gud, hvorfra den var kommen, og igien blev forenet med Gud. Derfor siger ogsaa

  1. Antonin lib. 12. §. 26.
  2. Antonin lib. 2. §. 12.