Side:Det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Skrivter for Aar 1807 og 1808, femte Bind.djvu/32

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

26

Epictet, hvor han taler om Döden: hvor gaaer du hen? ikke til noget Ondt, men derhen, hvorfra du haver din Oprindelse, til de venskabelige og beslægtede Elementer. Ilden, som er i, dig, gaaer tilbage til Ilden, Iorden til Iorden, Luften til Luf­ten og Vandet til Vandet[1]. Den Talemaade, at forenes med Gud, haver saaledes i det stoiske Sprog en gandske anden Bemær­kelse, end i det Christelige. Jeg seer ikke engang, hvorledes Stoikerne skulde kunne paa nogen anden Maade udtrykke deres Mening om Sielens Tilstand efter Legemets Död, end med det Udtryk, som Antonin her bruger, at Sielen forenes med Gud.

Antonin taler om den överste Stad (πόλις ἡ άνατάτη)[2] og Paulus taler om det Jerusalem, som er oven til (ἡ ἂνω ἱερὂσαλημ): fölgeligen maa Antonin have læst Paulus. Ingen Slutning kan vel være uslere, end denne. Havde Antonin end læst Paulus; havde han vist ikke forstaaet ham paa dette Sted: thi her er han ikke saa gandske let at forstaae. Antonin kunde ikke forstaae andet derved, end det höitliggende Jerusalem; i hvilken Mening Historieskriveren Josephus ogsaa kalder denne Stad ἡ ἂνω πόλις. Men Paulus forstod noget andet derved. Ved dette Udtryk betegnede han den Christne Kirke. I en gand­ske anden Mening staaer Ordet, den överste Stad, eller, som det bedre kunde oversættes hos Antonin, den ældste Stad, saa­ledes som han paa et andet Sted kalder den[3]. Ved dette Ud­tryk forstaaer Antonin det Hele, Alverdenen, hvilken indbefat-

  1. Epicteti Dissert. lib. 3. cap. 13.
  2. lib. 3. §. 11.
  3. lib. 2. §. 16.