Side:Det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Skrivter for Aar 1807 og 1808, femte Bind.djvu/33

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

27

ter alle andre Stater i sig. Derfor siger han paa anförte Sted: man bor undersöge, hvad Værd enhver Ting haver baade i Hensyn til det Hele og til Mennesket, som det, der er Borger i den ældste Stat, i hvilken de övrige Stater ere som Huse. Paa et andet Sted kalder han Verden den store Stat[1]; og paa dette Sted seer man ogsaa tydeligen af Sammenhængen, at han ved dette Udtryk ikke forstaaer andet end Verden. Det er almindeligt hos de nyere Stoikere, at de kalde Verden en Stat. Mennesket er, siger Epictet, en Deel af Staten, vel af den fornemmeste Stat, som bestaaer af Guder og Mennesker; derefter ogsaa af den Stat, som næst efter kaldes saaledes, og er en liden Efterligning af den hele Stat[2]. Hvad Epictet kalder den for­nemmeste Stat, det er det samme, som Antonin kalder den överste eller den ældste Stat, nemlig, Alverdenen; hvilken, efter Epictets Sigende, bestaaer af Mennesker paa Jorden og Guder paa Himmelen, det er af Stierner; hvilke Stoikerne kaldte saa­ledes, ikke fordi de ansaae dem for Guder, men fordi de troede, at en Deel af Guddommen var i dem; altsaa i samme Mening, som de kaldte Menneskesielen Gud. I en mere indskræn­ket Bemærkelse bruger Seneca dette Ord, naar han siger: er det skammeligt, at skade Fædrelandet; er det ogsaa skammeligt, at skade Borgeren; thi han er en Deel af Fædrelandet. Delene ere hellige, naar det Hele er ærværdigt. Derfor er det ogsaa skammeligt at skade Mennesket; thi, han er din Medborger i den större Stat[3]. Man kan ikke tvivle paa, at han jo ved

  1. lib. 12. §. 36.
  2. Epicteti Dissert. lib. 2. cap. 5. §. 26.
  3. Senecæ de Ira. lib. 2. cap. 31.