57
af Stövlinierne. Her strækker altsaa heller ikke hin mechaniske Forklaring til.
Denne Stövets Vedhængen synes altsaa at röbe en electrisk Virkning, som den der kunde frembringe de her omtalte Særsyn, med Tiltrækninger og Frastödninger. Den naturligste Tanke er den, at Stövet, hvilket vi af Erfaringen vide vorder electrisk ved ar udrystes, hæfter sig fastere til de Steder, som ved Zittringerne erholde den modsatte Art af Electricitet, og derimod kommer til at ligge lösere paa de Steder, som erholde den af samme Art. At Skiven ved den indvortes Zittring erholder Electricitet, kan ikke forundre os, da enhver Gnidning, ethvert Stod, o. s. v. sætte Legemerne i electrisk Virksomhed. Men dersom denne Forestillingsmaade var rigtig, saa maatte saadanne Stövarter, som ved Udrystningen vorde positiv electriske, hænge ved de Steder, som mindst holdt fast paa de negativ electriske Stövarter; men dette er ikke Tilfældet. Det udrystede Stövs Electrisitet har ingen Indflydelse paa Klangfiguren. Videre er det vel at mærke, at den samme Art af Vedhængen ogsaa finder Sted paa Metalplader, selv paa uisolerede. De paa de strögne Plader forefunde Adhæsionsforandringer kunne altsaa neppe tilskrives en Electricitet, som vi opdage ved Electrometret.
Uagtet alt dette, behöve vi dog ikke gandske at forkaste Tanken om electrisk Virkning i disse Forsög. Ved de Undersögelser over de finere Electricitetsgrader, hvilke de nyere Tider have skiænket os, vide vi, at meget svage Electriciteter ingen saadan Isolation behöve, og dog ved deres Qvantitet kunne virke
