62
ne drager Siælen ned, hiin op til sig. Meget lod sig her sige om Brugen af höiere og dybere Toner i Livet; hvorledes Sorg og Fryd, hver har sine egne, den förste i Mol den anden i Dur, medens det Höje, langt over begge kun i den störste Omfatning, og Ophævelse af hver Forskiel, vover at forkynde sit Udtryks Fylde.
Til disse Ideer, som vel er det störste der nogensinde er sagt om Tonerne, föier Ritter endnu, at Intervallerne mellem to Lydsvingninger tilsidst kan vorde saa korte, at de ikke tillade Öret den nödvendige Udhvilning, hvorhos da hvert Indtryk selv vorder for kort, og for lidet stærkt, til overhovedet at afficere. Her forsvinder Tonen efterhaanden for Öret, den hele Virkning vender sig fra samme til et höiere Organ, til Öiet, Tonen gaaer over til Lys. Man forestille sig en spændt Stræng fuldbyrde sine langsomste Svingninger, vi ere i Stand til med Öiet at skielne enhver Svingning. Lad Hastigheden tiltage, og vi skielne nu ikke mere enhver Svingning fra den anden, vi see kun det hele Rum, hvorigiennem Strængen svinger, opfyldt af den. Mellem det Punkt, hvor denne de enkelte Svingningers Synbarhed ophörer, til det hvor den dybeste Tone begynder, gives der en Pause. Man forestille sig nu Svingningerne gaae frem med stigende Hastighed, og frembringe höiere og höiere Toner; tilsidst vil Svingningernes Hastighed vorde for stor til at fattes med Öret. Svinningerne vedblive at stige, og efter et Mellemrum, som det der gives mellem den hastigste enkeltsynbare Svingning, og den laveste Tone, ville Svingningerne her hæve sig til Frembringelsen af den dybeste Farve. Den træder saaledes frem i mat blaa Dæm-
