63
ring for Öiet, og med stigende Svingninger opklarer det sig til höiere og höiere Farver, og giennemlöber saaledes alle prismatiske Farver, indtil de have naaet det meest levende Rödt. Efter denne Forestillingsmaade blev nu i den store Skale af Sandsefornemmelser, den ene Sandsningsart en Octav af den anden, og alle underkastede de samme Love. Alle Fornemmelser altsaa hidröre fra den samme oprindelige Kraft, der i Lyset virker in puncto, i Galvanismus derimod udbreder sig i et Rum, hvor den dog saaledes giennemlöber alle Svingningsarter, at den vorder fornemmelig for enhver Sands.
Sammenfatte vi nu alt det i Eet, hvad nærværende Undersögelse har viist, saa kunne vi ikke andet en tabe os i den dybeste Beundring, af den Mangfoldighed, det Liv, den Harmonie, som er indsluttet i en Tone. Man tænke sig en Klangfigur. Dele saa smaae, at de ikke mere kunne skiælnes med det blotte Öie, forene sig til en lille Klode, der atter bevæger sig frem, for at danne en Deel af er större System, og saaledes vilde der bestandigen opstaae nye og större Sammensætninger, naar ikke vore Redskabers Störrelse tilsidst satte os Grændser. Man forestille sig nu videre, hvorledes hver af de mindre Svingninger optager sin bestemte Plads, og ikke kunde indtage en anden, uden at forstyrre det Heles Symmetrie. Man tænke sig, hvorledes disse harmoniske Svingninger giennemvandre hele Luften, i samme Orden, hvori de udbredtes fra det svingende Legeme. Hvilken stor og dybt indgribende og derhos i sig selv nödvendig Overeenstemmelse, hvilket Spor af en alt giennemtrængende Fornuft. Vi indsee her tydelig, at det ikke er den mechaniske Sandsepir-
