103
forsvundet, men et Øjeblik efter lyste pludselig dets Skin igen. I ethvert Tilfælde kom man det ikke nærmere, og Jack Ryan blev ved sin Anskuelse, at det var spildt Umage at anstrenge sig længere med Forfølgelsen.
Under denne, som nu allerede havde varet en hel Time, var Sir Elphiston og hans Folk efterhaanden trængt længere og længere ind i den nordvestlige Del af Dochart-Gruben. De vare ikke langt fra at tro, at de her blot havde at gøre med en Lygtemand.
Men nu syntes det dog, som om Afstanden mellem dem og Lyset formindskedes. Begyndte det Væsen, der flygtede af Sted foran dem, at blive træt, eller vilde det netop føre dem samme Steds hen, hvorhen det maaske havde lokket John Starr og Hyttens Beboere? Det var ikke let at besvare dette Spørgsmaal.
I alt Fald fordoblede Betjentene deres Anstrengelser, da de troede at være nær ved at naa Maalet. Lyset, som tidligere havde vist sig i en Afstand af omtrent to Hundrede Skridt foran dem, havde nu nærmet sig til halvtredsindstyve Skridts Afstand og blev stedse tydeligere. Ogsaa den, der bar Lygten, kunde man nu dunkelt skelne. Den paagældende drejede ofte Hovedet tilbage, og man saa' da de ubestemte Omrids af et Menneskeansigt. Hvis det ikke var en Bjergaand, som havde antaget denne Skikkelse, maatte Jack Ryan, saa nødig han vilde, indrømme, at der her aldeles ikke kunde være Tale om et overnaturligt Væsen.
Nu løb Jack selv hurtigere til og søgte at drive paa de andre.
»Hurtigt! hurtigt!« raabte han. »Vi skal snart faa Fingre i Lygtemanden. Han synes at være træt nu, og
