114
»Det vil aldrig gaa godt, Hr. Ford«, svarede Jack Ryan.
»Det vil Tiden vise, Jack.«
Læseren kan let forstaa, at alle Familien Fords Medlemmer, og navnlig Harry, i Løbet af ganske kort Tid bleve fuldstændig fortrolige med hele Ny-Aberfoyle-Kuldistriktet. Harry gennemstrejfede alle Gangene og havde snart besøgt hver en Krog i hele Værket, saa at det ikke varede længe, inden han med Sikkerhed kunde angive, hvilket Punkt af Jordoverfladen den og den Del af Kulværket svarede til. Han vidste, at over et af Kullejerne laa Clyde-Bugten, over et andet Lomond- eller Kathrine-Søen. Disse Piller maatte Naturen have bestemt til Afstivere for den umaadelige Vægt af de ovenover optaarnede Grampian-Bjerge. Hvælvingen derhenne bar Dumbarton. Her, netop paa dette Punkt, endte Skotlands Kyst og begyndte Havet, hvis stærke Bølgeslag man navnlig hørte tydeligt under de voldsomme Jævndøgnstorme.
Harry hang allerede med hele sin Sjæl ved dette Ny-Aberfoyle. Ofte vovede han sig, med sin Lampe gjort fast til Hatten, lige ud i dets fjærneste Gallerier. Dammene undersøgte han ved at ro om i en Baad. Han gik endogsaa hyppig paa Jagt; oppe under de umaadelige Hvælvinger var der nemlig en sand Rigdom af vilde Fugle, navnlig Vildænder, som fandt rigelig Næring i den betydelige Mængde Fisk, der boltrede sig i de mørke Vande.
Man skulde næsten tro, at Harrys Øjne vare skabte til at gennemtrænge disse mørke, øde Rum, ligesom
