117
tende, gode Humør var nær ved at opgive at faa ham forandret.
En Søndag i Juni Maaned gik de to Venner og spadserede paa Bredderne af Malcolmsøen. Coal-City holdt Hviledag. Ovenover rasede en heftig, regnfuld Storm. Deroppe udviklede Regnvandet en hed, kvælende Dunst af den ophedede Jord. Man havde næsten ondt ved at trække Vejret deroppe i Grevskabet.
I Coal-City derimod var der den dybeste Ro og den behageligste Temperatur; der kendte man jo hverken til Regn eller Storm. Intet forraadte her Elementernes Kamp oppe i Oververdenen. Fra Stirling og dens Omegn strømmede derfor Spadseregængere ned for at vederkvæge sig ved Kulværkets behagelige Friskhed.
De elektriske Apparater overstraalede alt med et blændende Lys, som burde have faaet den altfor tilhyllede Søndagssol til at gaa ud af sit gode Skind af Misundelse.
Jack Ryan gjorde Harry opmærksom paa den overordenlige Tilstrømning af besøgende; men denne hørte aabenbart kun med meget ringe Opmærksomhed paa hans Ord.
»Se dog, Harry, hvilken Trængsel af Gæster! — Naa, min Ven! nu bort med dine mørke Tanker! Du kunde ellers let bringe Folkene deroppefra paa de Tanker, at en eller anden af os dog kunde være i Stand til at misunde dem deres Opholdssted deroppe.
»Kære Jack«, svarede Harry, »bryd dig ikke om mig; du er jo til Gengæld lystig for to.
»De gamle Bjergtrolde annamme mig«, vedblev Jack, »om jeg ikke tilsidst lader mig smitte af din Melankoli!
