121
Harry talte med en saadan Sikkerhed, at han var nær ved at overbevise sin Ven.
Jack Ryan følte tydeligt, at Harry havde Ret, i alt Fald med Hensyn til det forbigangne.
Desuagtet kunde han ikke helt komme bort fra at betragte og forklare det skete paa sin Maade. Da han imidlertid vidste, at Harry aldrig vilde indrømme, at det kunde være et overnaturligt Væsen, der havde blandet sig i Begivenhedernes Gang, støttede han sig kun til de Begivenheder, der aabenbart syntes aldeles uforenelige med Antagelsen af et mod Familien Ford fjendligt stemt Væsen.
»Godt, Harry«, begyndte han, »naar jeg nu maa give dig Ret med Hensyn til flere af de omtalte mærkelige Tildragelser, er du da saa ikke i det mindste enig med mig i, at det maa have været en eller anden god Aand, der ved at skaffe jer Brød og Vand reddede jeres Liv og…«
»Jack«, afbrød Harry ham, »den hjælpsomme Skabning, som du saa gerne vilde gøre til et overnaturligt Væsen, eksisterer utvivlsomt lige saa vel som den omtalte Skurk, og jeg gentager det, jeg vil søge efter dem begge, om det saa skulde være i de yderste, længst bortliggende Forgreninger af Gruben.
»Har du da en eller anden Formodning, som maaske kunde lede dig paa rette Spor?« spurgte Jack Ryan.
»Maaske!« svarede Harry. »Hør opmærksomt efter, hvad jeg nu siger. Fem Fjerdingvej vest for Aberfoyle, under de Lag, som bærer Lomondsøen, findes en naturlig Skakt, der fører lodret ned i Dybet. For omtrent otte Dage siden forsøgte jeg at maale dens Dybde. Da
