122
jeg bøjede mig ud over Mundingen for at lade min Snor glide ned, forekom det mig, at Luften dernede blev sat i heftig Bevægelse ligesom af kraftige Vingeslag.
»Det maa have været en eller anden Fugl, der har forvildet sig ned i Grubens underste Gallerier«, bemærkede Jack.
»Det er ikke alt«, vedblev Harry. »Samme Dag vendte jeg endnu en Gang tilbage til Skakten, og det forekom mig denne Gang, at jeg hørte en sagte Klynken nede fra Bunden.«
»En Klynken!« raabte Jack, »Du har taget fejl, Harry. Det kan kun have været Lufttrækket… med mindre maaske en Bjergaand…«
»I Morgen vil jeg have at vide, hvad jeg skal tro eller ikke.«
»I Morgen?« spurgte Jack og saa' paa sin Kammerat med store Øjne.
»Ja! I Morgen begiver jeg mig ned i Afgrunden.«
»Harry! Det er at friste Gud!«
»Nej, min Ven, jeg vil bede om hans Bistand til at fuldføre mit Forsæt! I Morgen begiver vi to os med nogle Kammerater til Skakten. Jeg tager et langt Reb om Livet, ved Hjælp af hvilket I lader mig glide ned og paa et bestemt Signal igen trækker mig op. — Jeg kan vel gøre Regning paa dig, Jack?«
»Harry«, svarede Jack meget alvorlig, »jeg vil gøre alt, hvad du forlanger af mig, og dog gentager jeg: Du handler urigtigt!«
»Det er bedre en Gang, at handle urigtigt, end at være nødt til at bebrejde sig, at man har forsømt noget«, svarede Harry i en bestemt Tone. »Altsaa,
