128
derpaa det aftalte Signal til Kammeraterne om, at de skulde trække ham op.
Rebet strammedes et Øjeblik efter, og Opstigningen begyndte.
Harry saa' sig omkring med fordoblet Opmærksomhed. Nu var det jo ikke ham selv alene, hvem den mulige Fare truede.
De første Øjeblikke under Farten opad gik alt efter Ønske, og intet Uheld syntes at true ham; men pludselig mærkede han neden under sig den tidligere omtalte stærke Bevægelse i Luften. Han kastede Blikket ned og bemærkede kort efter i Halvmørket dernede et Legeme, som svang sig i Vejret og nu fløj forbi ham og strejfede hans Skulder.
Det var en stor Fugl, som han ikke kendte Navnet paa, og som hævede sig i Vejret paa sine mægtige Vinger.
Nu standsede Dyret, holdt sig et Øjeblik svævende og styrtede derpaa rasende ned paa Harry.
Han havde kun sin højre Arm fri til at afværge de Slag, som dette Dyr med sit vældige Næb rettede mod ham.
Han forsvarede sig imidlertid, saa godt han kunde, og søgte imidlertid saa vidt muligt at beskytte Barnet. Men han opdagede snart, at Fuglens Angreb slet ikke gjaldt dette, men udelukkende ham selv. Da Rebet stadig drejede rundt, kunde det heller ikke lykkes ham at ramme den og dræbe den.
Kampen begyndte at blive langvarig. Harry raabte af alle Kræfter i Haab om at blive hørt deroppe.
