Side:Det sorte Indien.djvu/136

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

132

»Hvor mange Dage har du været dernede, min Pige?«  spurgte Mary hende.

Nelly svarede ikke; hun syntes ikke at forstaa Meningen af disse Ord.

»Hvormange Dage?« gentog Mary.

»Dage?« svarede Nelly, for hvem dette Ord slet ikke syntes at have nogen Betydning.

Derpaa rystede hun paa Hovedet som en, der ikke forstaar et til ham rettet Spørgsmaal.

Mary havde grebet Nellys Haand og klappede den venligt for at gøre hende mere tillidsfuld.

»Hvor gammel er du da, mit Barn?« spurgte hun videre og saa' hende venlig ind i Ansigtet.

Den samme Rysten paa Hovedet som Tilkendegivelse af, at hun ikke forstod Ordene.

»Naa, jeg mener, hvor mange Aar er du?« forklarede Mary.

»Aar?« svarede Nelly forundret.

Dette andet Ord syntes lige saa lidt som Ordet »Dag« at have mindste Betydning for den unge Pige.

Simon Ford, Harry, Jack Ryan og de øvrige betragtede hende med dyb Medlidenhed. Dette stakkels Væsens Tilstand rørte dem inderligt.

Harry følte sig i endnu højere Grad end de andre tiltrukket af det mærkelige, ja næsten vidunderlige ved denne unge Skabning; Han saa' Nelly lige ind i Øjnene, og da hendes Læber syntes at aabne sig til et svagt Smil, sagde han:

»Nelly… dernede… i Gruben… var du alene der?«