138
foretrak Harry's alvorligere Underholdning, ved hvilken hun lidt efter lidt lærte, hvad hun endnu ikke vidste om Yderverdenen.
Vi maa tilstaa, at Jack Ryan, siden Nelly havde vist sig at være et ganske naturligt, menneskeligt Væsen, saa' sin Tro paa Bjergaanderne i et lidt mindre straalende Lys. To Maaneder senere skulde denne Tro faa et endnu mere rystende Stød.
Harry gjorde nemlig da en ganske uventet Opdagelse, som til Dels forklarede den vidunderlige Hændelse med »Ildheksene« paa Dundonald-Slottets Ruiner ved Irvine.
Efter en gennemført og udstrakt Undersøgelse af de yderste Forgreninger af Kulgrubens sydlige Del — en Undersøgelse, som krævede flere Dage — var Harry klatret op gennem en skraat opadstigende, snæver Gang, som gik tværs gennem Skiferstenen. Hvor forbavset blev han da ikke ved pludselig at befinde sig i fri Luft. Galleriet endte netop ved Dundonald-Slottets Ruiner. Der eksisterede altsaa en hidtil ukendt Forbindelse mellem Ny-Aberfoyle og den Høj, hvor Slottet laa. Den øvre Munding af denne Tunnel var næsten ikke til at opdage, saa tæt var den tildækket med Stenblokke og Krat. Dette var Grunden til, at det heller ikke var lykkedes Betjentene trods deres omhyggelige Undersøgelser at finde denne Indgang.
Nogle Dage senere førte Harry ogsaa John Starr herhen, for at han nærmere kunde tage den naturlige Beliggenhed af Stenlagene og Kullejet i Øjesyn.
»Naa«, sagde Ingeniøren, »her har vi jo et Middel til at overbevise de overtroiske i Gruben. Nu far vel Spøgelser, Trolde og Ildhekse!
