139
»Jeg tror ikke, Hr. Starr«, indvendte Harry, »at vi har videre Grund til at ønske os til Lykke; thi deres Stedfortrædere er vist ikke meget bedre og kunde maaske endogsaa være en Del farligere!«
»Det kan være, du har Ret, Harry«, svarede Ingeniøren. »De Kæltringer, der driver deres Uvæsen i Gruben, benytter aabenbart denne Tunnel som Forbindelsesgang med Oververdenen. Det er uden Tvivl dem, der i hin stormfulde Nat forstod at lokke »Motala« ind til Kysten ved at holde Fakler op her, og de vilde ganske sikkert have tilegnet sig Skibets Vragtømmer — aldeles som de fordums Strandrovere — hvis ikke Jack Ryan og hans Kammerater havde hindret dem deri. Men i ethvert Tilfælde har det hele jo nu fundet sin Forklaring. Her er Indgangen til Røverhulen, og Spørgsmaalet er kun, om de tidligere Beboere af den endnu driver deres Spil her?»
»Det gør de sikkert, thi Nelly farer stadig sammen, naar man taler om denne Sag«, svarede Harry med Overbevisning.
Harry kunde vel have Ret. Hvis Grubens gaadefulde Beboere havde forladt deres Opholdssted eller maaske endogsaa vare døde, hvilken Grund skulde saa den unge Pige have haft til saa haardnakket at bevare sin Tavshed.
John Starr ansaa det dog for aldeles nødvendigt at søge at afsløre denne Hemmelighed. Han anede, at det store Værks hele Fremtid afhang deraf. Man tog derfor paany de strengeste Forholdsregler. Øvrighederne bleve underrettede om Sagen. Nogle Betjente holdt i al Hemmelighed Dundonald-Slottets Ruiner besat. Harry selv holdt sig flere Nætter i Træk skjult i det Krat, som
