164
Pas nu derfor godt paa, Nelly. Solen maa ret snart vise sig, og for første Gang i dit Liv vil du kunne beundre den i hele dens straalende Pragt.«
Nellys Øjne saa' ufravendt mod Øst. Harry holdt sig ved Siden af hende og iagttog hende i ængstelig Spænding. Vilde de første Straaler af Dagens Lys ikke gøre et altfor voldsomt Indtryk paa hende? Alle tav; selv Jack Ryan forholdt sig ganske stille.
Allerede saa' man Horisonten rødme af et svagt, rosenfarvet Skær. De sidste flygtende Taagemasser farvedes af det første Morgenskær. Ved Foden af Arthur-Seat saa' man de utydelige Omrids af Edinburghs store Husmasser brede sig i det usikre Lys; endnu hvilede Nattens Stilhed over Menneskenes Boliger. Kun hist og her afbrød enkelte Lyspunkter det natlige Mørke. Mod Vest formedes Horisontens vekslende Irinie af en lang Række stejle Bjergspidser, som Morgenrøden snart skulde pryde med en straalende Ildkrone.
Imidlertid blev Omridset af Havet imod Øst skarpere og skarpere. De røde Farver gled efterhaanden over til violet. For hvert Sekund bleve Farverne mere og mere livlige, Rosenfarven forvandledes til rødt, det røde blev til Ild.
Netop i dette Øjeblik svævede Nellys Blik fra Foden af Højen over til Byen, hvis enkelte Kvarterer begyndte at træde skarpere og tydeligere frem. Høje Monumenter og nogle enkelte spidse Klokketaarne dukkede frem hist og her, idet deres Omrids tegnede sig bestemtere mod de mørke Omgivelser. Endelig ramte den første Solstraale den unge Piges Øje. Det var den bekendte grøn-
