170
tal plejede at besøge den skønne Sø. Nelly og hendes Selskab indskibede sig her og tog Billetter til Inversnaid, der ligger ved den nordlige Ende af Lomond.
Dagen begyndte med smukt Solskinsvejr, som i Dag sejrrig fortrængte de brittiske Taager, der ofte plejer at formørke det. Selv ikke de mindste Enkeltheder i det Landskab, som her lidt efter lidt paa en Strækning af henved en halv Snes Mil ruller sig op for den rejsendes Øjne, kunde undgaa Sinclair-Passagerernes Blik. Nelly havde tilligemed John Starr og Harry taget Plads paa Agterdækket og glædede sig med hele sin modtagelige Sjæl over den overordentlige poetiske Ynde, med hvilken dette Skotlands Landskab i saa høj Grad er forlenet.
Jack Ryan gik op og ned ad Dækket og rettede utrættelig det ene Spørgsmaal efter det andet til Ingeniøren, som iøvrigt langt fra behøvede nogen Opfordring for at fortælle, og som, alt eftersom de mere og mere saa' Landet ligge udstrakt for deres Blik, paapegede dets Skønhed og beskrev dets Fortidsminder med en saadan Varme, som kun en ivrig Beundrer kan gøre det.
Først traadte den Mængde smaa Øer frem, der ligge saaede omkring i Lomondsøen. »Sinclair« berørte næsten deres stejle Bredder.
»Se, Nelly,« begyndte Ingeniøren, »enhver af disse Øer har sit Sagn- og maaske sin Folkesang, ligesom Bjergene, der taarner sig op rundt omkring Søen.«
»Ved De, Hr. Starr,« sagde Harry, »hvad denne Del af Lomondsøen i høj Grad minder mig om? — Om de tusinde Øer i Ontariesøen, som Cooper beskriver saa vidunderligt. Du, kære Nelly, maa lige saa vel som jeg
