172
Nelly lyttede opmærksomt til; men disse Sange om tidligere Tiders Fejder gjorde kun et sørgmodigt Indtryk paa hende. Hvorfor skulde der udgydes saa meget Blod paa disse Marker, som dog forekom den unge Pige saa store, at de kunde lade alle faa Rum og Plads nok.
Snart efter nærmede man sig Bjerget Ben-Lomond, som rager omtrent tre Tusind Fod op over Søens Overflade.
»Aa, se det dejlige Bjerg!« udbrød Nelly, »hvor dog Udsigten fra Toppen deroppe maa være smuk!«
»Ja,« sagde John Starr, »se blot, hvor stolt denne Bjergtop knejser over den Krans af Ege, Birke og Lærketræer, der omgiver dens Fod. Fra dens Top har man fri Udsigt over de to Tredjedele af vort gamle Kaledonien.«
Ben-Lomond, den største Højde i Crampian-Bjergene, fortjener tilfulde at besynges af den store skotske Romandigter. Ganske vist gives der, som Ingeniøren bemærkede, langt højere Bjerge, hvis Toppe ere bedækkede med evig Sne, men der findes næppe nogetsteds i Verden noget mere romantisk.«
Imidlertid ankom »Sinclair« til Tarbet, en Landsby paa den modsatte Bred af Søen, hvor de Passagerer, som agtede sig til Inverray, gik i Land. Set herfra viste Ben-Lomond sig i hele sin Skønhed. Dets Sider, der vare gennemfurede af Bjergstrømmenes Lejer, glimredei Solen ligesom smeltende Sølv.
Jo mere »Sinclair« nærmede sig Foden af Bjerget, desto vildere og mere romantisk blev Landskabet. Kun hist og her fandtes nogle Træer, hvoriblandt enkelte af disse Piletræer, hvis tyndeste Grene i fordums Dage brugtes som Strikker til at hænge Folk i.
