195
da jeg kom til dette Hus…« Ved disse Ord saa' hun paa Mary.
»Gud være lovet for den Dag, mit Barn,« svarede den gamle Skotlænderinde.
»Jeg har heller aldrig kendt nogen Fader, før den Dag, da jeg saa Simon Ford,« vedblev Nelly — »aldrig nogen Ven, før den Dag, da Harrys Haand greb min! I femten lange Aar har jeg levet alene med min Bedstefader i de fjerneste, mest ukendte Afkroge af Minen. Alene med ham, — det er ikke det rette Udtryk — alene ved ham vilde være mere korrekt, for jeg saa' ham næsten ikke. Da han flygtede bort fra Gamle-Aberfoyle, tog han sin Tilflugt til disse Dybder, som kun han alene kendte. Paa sin Maner var han ganske vist god mod mig, uagtet han stedse indjog mig Skræk. Han ernærede mig med det, han bragte med sig oppe fra Oververdenen; jeg har en dunkel Erindring om en Ged, som var min Amme i min første Barndom, og hvis Tab jeg senere begræd meget. Da Bedstefader saa', hvor stærkt Gedens Død bedrøvede mig, gav han mig i Stedet for et andet Dyr, en Hund. Desto værre var denne Hund altfor lystig af sig. Den gøede ofte, og Bedstefader kunde ikke lide nogensomhelst Slags Lystighed, han havde ligefrem Rædsel for enhver Støj. Mig havde han lært at være stille og tavs, men det gik ikke saa let at faa Hunden dertil. Efter ganske kort Tids Forløb forsvandt det stakkels Dyr. — Bedstefader havde til Kammerat en stor, frygtelig Fugl, en Harfang, som i Begyndelsen indjog mig ligefrem Rædsel. Men til Trods for den Afsky, denne Fugl indgød mig, elskede den mig saa højt og vedholdende, at jeg tilsidst ogsaa kom til at holde af
